Fortsæt til indhold

Martin gav gratis synsprøver i Tanzania

Optikeren delte over 1.200 synsprøver og gratis briller ud.

Arkiv
Arkiv

Martin Stauner, optikerassistent hos Louis Nielsen i Jernbanegade i Sønderborg, er netop kommet hjem efter en uges arbejde i Tanzania. Her foretog han og holdet af Louis Nielsen-medarbejdere synstest på over 1.200 lokale og gav dem briller doneret af gavmilde danskere.
“Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse at hjælpe så mange mennesker, som virkelig har brug for hjælp”, fortæller optikerassistent Martin Stauner efter sin uge i Tanzania. Louis Nielsen havde udstyr til synsprøver med på turen og ikke mindst brugte briller, som danskere over hele landet har doneret til projektet Giv Syn til Tanzania.

Ændrer livet med ét

Behovet for synsprøver og briller er stort i Tanzania, fordi en stor del af befolkningen simpelthen ikke selv har råd, og det gik også op for Martin på turen. “Det berørte mig dybt at se så mange mennesker, der havde brug for vores hjælp, og de var så glade og taknemmelige”. Martin havde svært ved at holde tårerne tilbage, når han så reaktionen hos de lokale tanzanianere, hvis syn blev forbedret væsentligt, når de fik deres livs første par briller.
“Først var de helt stille, fordi de nu kunne se verden. Derefter brød de ud i grin og kunne slet ikke stoppe igen. Det var helt fantastisk at opleve og se, hvilken forskel vi gør”, fortæller han i en pressemeddelelse.

Modtager stadig briller

Martin Stauner er taknemmelig over at have været med på turen og sender en stor tak til alle dem, der har doneret deres brugte briller i butikken. Og han og kollegerne i Louis Nielsen i Sønderborg modtager løbende brugte briller, som kan komme med på fremtidige ture til Tanzania.
“Louis Nielsen tager turen derned igen, fordi behovet er stort og vi kan se, hvor stor en forskel vi gør. Så kom endelig forbi butikken i Jernbanegade og aflevere flere briller”, opfordrer Martin Stauner.