Savage Rose på Sønderborghus
The Savage Rose, ført an af Annisettes store stemme, har spillet og sunget sig vej gennem tre generationer. Med en efterhånden sjælden blanding af spirituel og oprørsk energi omfavner og udfordrer The Savage Rose sit publikum, og inviterer med på en musikalsk og sjælelig rejse. The Savage Rose har en historie der strækker sig over fem årtier, og en lige så lang liste af sange og melodier, der har rodfæstet sig i de mange mennesker, der har fulgt bandet. Sange, der med rå styrke og blid følsomhed rammer ned i tidens kynisme, kradser hul i overfladerne og tillader sig at tro på den kompromisløse kærlighed.
De seneste ti år har The Savage Rose bestået af et hold af de fineste musikere, som hver især sideløbende har udmærket sig som solister med egne kompositioner. Annisette selv beskriver det som et 'organisk samspil, hvor sange og musik bevæger sig af sted i et levende samarbejde på en uforudsigelig musikalsk rejse'. Orkesteret kan opleves på Sønderborghus 26.november kl.20.30. Billetter koster 320 kroner i forsalg på www.ticketmaster.dk.