'Famitool' får børnefamilier på hjul
Gratis app er som en idéboks til børnefamilier, der mangler overblik over aktiviteter
app Efter Gentofte-borger Marie Borgnakke Randow ved en tilfældighed faldt over et rytmik-hold til sin søn, for sent opdagede at et børneteater havde været forbi det lokale bibliotek, og til sin overraskelse fandt ud af, at Hellerup gemte på et Gentofte Brandmuseum, fik hun idéen til en ny app. “Sammen med min mand ville jeg skabe et filtreret produkt til børnefamilier, som kunne give et nemt overblik over børneaktiviteter,” siger Marie Borgnakke Randow. Som mor til to sønner på to og fem år, kender hun selv til at stå midt i stormen, når der bare skal ske noget. “Der er i dag allerede mange muligheder for at blive informeret, men der er brug for et konkret og lavpraktisk produkt, hvor man ikke skal sætte sig ind i for meget. Når jeg spurgte min omgangskreds, hvordan de fandt frem til aktiviteter, var det totalt tilfældighedsbaseret,” forklarer Marie Borgnakke Randow.
De vigtige ting i livet
Idéen til en gratis app, der kunne hjælpe med at udforske områder for aktiviteter, tog form, imens hun gik på barsel med sin anden søn. I dag er han to år - og app'en 'Famitool' er klar. Processen fra idé til produkt har dog været lang. “Det har krævet rigtig mange udviklingstimer. For mig, der er uddannet jurist, har det virkelig været en øjenåbner at se kompliceringsgraden i at skabe en app. Udover min mand og jeg har der været 8-10 mand på opgaven,” siger Marie Borgnakke Randow. Efterhånden som arbejdet skred frem, tog hun sammen med sin mand en beslutning om at stoppe som jurist på Gentofte Rådhus og gå fuldtid på 'Famitool'. “Jeg kunne ikke slippe det. Så min mand og jeg tog os en snak om, hvad der var de vigtige ting i livet, og hvornår man må springe ud i det. Så det gjorde vi,” siger hun. Nu er produktet i hus. Allerede 30 udbydere har skrevet deres aktiviteter ind i app'en, hvor små nåle på et kort guider til alt fra børneteater til legestuer i en radius fra 5 til 20 km. “Det er udbyderens eget ansvar at opdatere deres profil og give det bedste indtryk, mens vi som team hele tiden opdaterer og holder øje med, at den fungerer, som den nu skal. Nu er den ude, så vi venter spændt på reaktionen. Man ved jo først, om behovet virkelig er der, når den er ude i felten,” siger Marie Borgnakke Randow.