Fortsæt til indhold

Klubber etablerer fælles seniorhold for kvinder

Borup Fodbold og HB Køge Pigefodbold etablerer fælles dameseniorhold

Arkiv
Arkiv

I bestræbelserne på at styrke pige- og damefodbolden i Køge Kommune, har Borup Fodbold og HB Køge Pigefodbold besluttet sig for at samarbejde omkring etablering af et fælles seniorhold.
”I Borup har vi en gruppe tidligere spillere, som har givet udtryk for, at de gerne vil i gang med at spille fodbold igen, og i forlængelse af vores samarbejde omkring af ungdomsfodbold i HB Køge Pigefodbold, var det naturligt for os at tage en snak omkring etablering af en fælles seniorafdeling," fortæller formanden for Borup Fodbold, Lars Fogde.
I HB Køge Pigefodbold er man glad for henvendelsen.
”Vi er i gang med at opbygge et seniorsetup, således at vores ungdomsspillere har noget at se frem til – og vi ser frem til at samarbejde med Borup omkring etablering af et spændende og stabilt seniormiljø, som stille og roligt kan spille sig op gennem rækkerne,” fortæller Jeanette de Fries, som er senioransvarlig i HB Køge Pigefodbold.
Staben omkring holdet vil være Frank Åberg fra Borup og Bjarne Rahbek og Allan Svendsen fra HB Køge Pigefodbold. Holdet træner mandag klokken 19.30–21.00 i Herfølge og onsdag klokken 19.30-21.00 i Borup. Henover vinteren vil holdet spille med i såvel DBU's vinter- som futsal-turnering – og når græsset bliver grønt igen, spiller holdet med i serie 1.
Du kan også læse mere om HB Køge Pigefodbold og seniorholdet på www.hbkoegepigefodbold.dk.