Lørdag byder Julehjertebyen igen indenfor
Der er garanti for hygge og julestemning i Aabenraas Julehjerteby
På lørdag er det igen så vidt.
Her står Aabenraas helt store juletrækplaster - Julehjertebyen - dørene op, og her vil borgere og byens gæster som altid kunne finde julehygge og god stemning i tiden op til jul.
Borgmester Thomas Andresen byder velkommen til Julehjertebyen for i år. Det sker fra scenen kl. 11.
Her vil Aabenraa Shantykor synge hyggelige sange, og årets julehjertesmykke vil blive afsløret.
Herefter indvies Julehjertebyens nye hus - Jomfru Fannys Hus.
Bum
Det sker med et brag, da Kanonlauget Auroras kanon fyres af.
Til at understrege stemningen kan man også møde Den Sønderjyske Garde, der vil spille julen i gang.
Traditionen tro så byder Julehjertebyen også i år på nogle nyheder.
Først og fremmest naturligvis Jomfru Fannys hus, men børnene kan også glæde sig til at prøve kræfter med børneringridning på de små pedaltog.
Derudover er der i år en børnekarrusel, og der bliver mulighed for at bage snobrød. Derudover indbydes byens børn til en særskilt tur i byen.