Rie er Danmarks bedste klubsekretær
Medarbejderen i Køge Golf Klub modtog prisen ved GAF’s årsmøde
Klubsekretær i Køge Golf Klub Rie Seidenfaden er intet mindre end landets bedste. Det blev slået fast, da Golfens Administrative Forening (GAF) for første gang uddelte to nyindstiftede priser ved årsmødet i Middelfart.
De to priser er Årets GAF-medarbejder og Årets Golfmanager, hvor Rie Seidenfaden tog den første. Med prisen fulgte et diplom og gaver.
Rie Seidenfaden har været ansat i Køge Golf Klub i 4½ år som klubsekretær og stedfortræder for golfmanageren og prisen gives for en ekstraordinær indsats i 2016, hvor hun har sin væsentlige andel i, at Køge Golf Klub har gennemlevet en flot udvikling på både medlems-, gæste- og sponsorside.
Rie redigerer klubbens hjemmeside og nyhedsbreve og er altid i godt humør, og samarbejder fint og effektivt med stor ordenssans og god struktur i en hektisk hverdag, lyder en del af begrundelsen for prisen. jesl