Fortsæt til indhold

Køges jordsalg er over al forventning

Køge Kommune venter 25 procent større indtægter fra jordsalg i år end forudset i budget 2016 - det er især store salg i STC, der driver udviklingen

Arkiv
Martin Rasmussen

Køge Kommunes jordsalg er gået strygende i år, og ifølge den seneste økonomiske redegørelse ventes kommunen at lande på et væsentligt større grundsalg, end man har budgetteret med i 2016.
Jordforsyningen har et indtægtsbudget på 109 millioner, og lige nu forventes der at komme lidt over 28 millioner ekstra i kassen. Det er især Skandinavisk Transport Center, der trækker det store læs i den forbindelse - senest med salget af to store arealer til PostNord og tidligere på året til medicinalgiganten Nomeco.
Det glæder naturligvis borgmester Flemming Christensen, der ser det som et tegn på, at væksten buldrer derudaf i Køge Kommune, og som desuden fremhæver, at det ikke bare betyder penge i kassen nu - men også fremover.
"Det giver flere arbejdspladser i området, og lur mig, om det ikke også får flere til at overveje at flytte hertil, så vi også får flere skatteindtægter," siger han.
I første omgang lander de ekstra salgsindtægter i kassen - det offentlige anlægsloft betyder, at man ikke uden videre bare kan bruge løs - og det underbygger billedet i den økonomiske redegørelse af en kommune med en forholdsvis solid økonomi.
Også når det handler om boligbyggegrunde går det i øvrigt fremad for Køge Kommune, som de seneste år blandt andet har solgt en del arealer i Bjæverskov. De kommende år kommer der på dette område især fokus på Herfølge, Borup og naturligvis Køge Nord, hvor den nye station gør det til et naturligt vækstområde.