Flere får muligheder hos Naturperlen
Naturperlen har fået støtte til at satse på at tiltrække turister med handicap til den flotte natur
Med et støttebeløb på 150.000 kr. har LAG Sønderborg-Aabenraa været fødselshjælper for Naturperlens indtog på det voksende marked for handicapturisme.
Ferielejlighederne med udsigt over Genner Bugt har fået LAG-støtte til en handicapelevator til udsigtsterrassen og et udendørs, handicapvenligt spa-bad. Den investering skaber nu ny turisme og lokale arbejdspladser.
Det første man bider mærke i, når man besøger ferielejlighederne Naturperlen ved Rødekro, er den betagende udsigt over Genner Bugt, Kalvø, Barsø og den skovklædte og kuperede kystlinje.
Det var dén udsigt, ægteparret Margrethe og Preben Stenger faldt for, da de købte stedet i 2011, og som de ønskede at gøre tilgængelig for alle turister – særligt mobilitetshandicappede og gangbesværede.
“Det kan være svært for mobilitetshandicappede at finde feriesteder, der lever op til kravene om tilgængelighed. Men lever et feriested først op til disse krav, bliver det også meget mere attraktivt for de mobile familiemedlemmer at tage af sted på ferie sammen med den handicappede. Og det er jo dét, der er meningen – at skabe gode og rolige rammer for at hele familien kan slappe af og nyde samværet med hinanden,” forklarer Margrethe Stenger i en pressemeddelelse.
Derfor tænkte ægteparret også tilgængelighed og handicapvenlighed ind fra starten, da de begyndte at renovere og bygge nyt.
Stort potentiale
Andelen af gæster uden handicap er fortsat den største. Men hvis Naturperlen for alvor bliver kendt og markedsført som et handicapvenligt feriested, ser værtsparret Stenger et stort potentiale for at kunne tiltrække bevægelseshæmmede turister og deres familier fra hele Europa.
Alene det faktum at 37 milo. mennesker i Europa har et mobilitetshandicap, siger noget om potentialet. For hvert mobilitetshandicappet menneske har også en familie, de ønsker at holde ferie sammen med. “Vi har en tagterrasse med en skøn udsigt over Genner Bugt, men den var kun tilgængelig via en trappe. Derfor ville vi etablere en handicaplift, så kørestolsbrugere og gangbesværede også kunne nyde udsigten og samværet på tagterrassen,” fortæller Preben Stenger.
De handicapvenlige forhold hos Naturperlen får rosende ord med på vejen af kørestolsbruger Stig Langvad, der er tidligere formand for Danske Handicaporganisationer:
“Naturperlen har gjort noget helt særligt for at imødekomme behov hos turister, der benytter kørestol - og det fungerer ret godt. Særligt er det fantastisk at kunne komme op på tagterrassen med den fantastiske udsigt,” siger Stig Langvad.
LAG Sønderborg-Aabenraa har støttet investeringerne i handicaplift, et udendørs spa-bad med smertelindrende behandlinger og mere tilgængelige og kantfri udendørs flisearealer.
Naturperlen blev i midten af november certificeret med ”God Adgang” mærket, som er en mærkeordning VisitDenmark, HORESTA og Danske Handicaporganisationer har indført.
FAKTA
Foreningen LAG Sønderborg-Aabenraa har eksisteret siden 2014, hvor den har haft ansvar for at uddele EU-tilskudsmidler til projekter, der understøtter erhvervsudvikling, turisme og bosætning i landdistrikterne i Sønderborg og Aabenraa kommuner.
De seneste tre år har LAG Sønderborg-Aabenraa uddelt omkring 3 millioner kroner i støttemidler om året.
I 2016 har LAG Sønderborg-Aabenraa støttet:
Naturlegelegeplads på Sandskær Strandcamping
Lyreskovstien i Bov
Udlejning af mobile havkajakker i Sønderjylland
Tre koordinerede projekter om fisketurisme i Mommark
Udvidelse af RønshaveSlagteren
Etablering af brugskunstbutik og café i Gråsten: Huset Ras
Mjels Pumpehus
Etablering af Ny Hesselgaard Mejeri
Aktivitetspladsen i Løjt Kirkeby
Bypark i Bjerndrup
Sorteringsmaskine til havtorn
Toiletbygning på Uge Camping
Gårdbutik og mad ud af huset i Kollund
Læs mere på: www.lag-syd.dk