Odenses nye sukkerkvarter på vej
32 boliger bygges bag det tidligere sukkerkogeri på Vesterbro. Med tiden opføres flere så antallet når op på 140
I august blev hovedbygningen i Odenses Offentlige Slagtehuse på hjørnet af Grønløkkevej og Rugårdsvej indviet som et nyt ungdomsboligområde. Nu er turen kommet til Odenses cirka 140 år gamle sukkerkogeri på Vesterbro.
I første omgang opføres 32 rækkehusboliger på området bag det tidligere sukkerkogeri. Det er SEB Ejendomme, der er en del af SEB Pension, som står for udviklingen af boligerne.
“For snart tre år siden startede vi en dialog med Odense Kommune for at høre, om vi kunne gøre området ved Sukkerkogeriet mere attraktivt. Vi konstaterede, at flere af de bygninger, som vi ejer, ikke rigtig havde nogen fremtid med den nuværende udformning,” fortæller Thomas Engstrøm, udlejnings- og markedschef i SEB Ejendomme.
Samarbejdet førte til, at Odense Byråd vedtog en ny lokalplan for lidt over et år siden, så byggeriet kunne træde i kraft.
“Lokalplanen giver os mulighed for at opføre cirka 140 boliger på den østlige del af grunden foran Odense Teater, som vi er i gang med at grave på lige nu.” siger Thomas Engstrøm.
Afkast til kunder
SEB Pension har ejet de historiske industribygninger i mange, mange år. Ejendommene ved Silvan og Kiwi er bevaringsværdige, så dem bliver der ikke gjort noget ved.
Til gengæld renoveres det nuværende Odense Teater, som flytter med over i Odeon, når musik-, koncert- og konferencehuset åbner i marts 2017.
“I det gamle teater vil det i fremtiden også være muligt at drive erhverv,” oplyser Thomas Engstrøm, der samtidig fortæller, at SEB Pension skød kapital i projektet efter omhyggelige beregninger.
“Vi er sat i verden for at skabe det bedst mulige afkast for vores pensionskunder. En mulighed var at sælge alle ejendommene, men vi har regnet grundigt på det og er kommet til, at den bedste løsning er at sætte gang i et byggeri af boliger, som EDC Poul Erik Bech allerede nu har til salg for os,” siger Thomas Engstrøm.
Børnefamilier og seniorer
For omkring en måned siden blev 16 rækkehuse sat til salg med indflytning i november 2017. Sidenhen er syv handler gennemført.
Det glæder Thomas Engstrøm. Han forklarer, at rækkehusenes design især rammer to segmenter, men alle borgere er velkomne til at byde ind.
“Den unge børnefamilie med ét barn, der gerne vil bo i et tre etagers rækkehus med egen have og terrasse og med én kilometer til gågadenettet. Boligerne er også egnet til seniorer, der er trætte af parcelhuset og gerne vil over i et funktionelt to etagers rækkehus med en egen have og terrasse,” fortæller Thomas Engstrøm.
Husarealet spænder fra 110 til 147 kvadratmeter, og salgsprisen ligger mellem 2,68 og 3,45 millioner kroner. De sidste 16 rækkehuse bliver muligvis sat til salg en gang i 2017. Du kan læse meget mere om boligerne på www.sukkerrækkerne.dk.