Trolle og Jeppe i front
Radikale håber på to i byrådet ved valget i 2017
Roskildes radikale har valgt partiets nuværende medlem af byrådet Jeppe Trolle som spidskandidat, mens Jeppe Fransson fra Radikal Ungdom bliver nummer to på listen, der blev udpeget ved et opstillingsmøde søndag på det gamle rådhus ved Stændertorvet. De Radikale havde ved sidste valg i 2013 en mindre fremgang på 0,4 procent til 5 procent af stemmerne i Roskilde kommune. Det skete på et tidspunkt, hvor der var stor utilfredshed med den daværende S-SF-R-regering efter skolereform og regeringsindgreb i lærernes overenskomster. Nu håber partiet på yderligere fremgang til to pladser i byrådet. Baggrunden er, at Trolle har været med i tre budgetforlig med tydelige radikale aftryk på miljø og skole-børneområdet – og desuden sammen med SF været med til at presse en lokalaftale med lærerne igennem til vedtagelse. - Jeg er stolt af den enstemmig opbakning til at fortsætte den markante grønne profil, som vi har haft i den forløbne valgperiode. Samtidig har vi nu fået sammensat et godt team og er rustet til at blive flere radikale i byrådet, siger Jeppe Trolle. Hvis De Radikale denne gang får to i byrådet, tilfalder det andet mandat sandsynligvis listens nr. 2, den 25-årige Jeppe Fransson, der er politisk landsnæstformand i Radikal Ungdom. - Jeg glæder mig til at kæmpe for flere mandater mandater til kommunalvalget. Nu vil Jeg vil fokusere på at investere mere i vores børn. Der har været meget fokus på folkeskolen, men vi må ikke glemme kommunens vuggestuer og børnehaver, siger Jeppe Fransson, der er uddannet socialrådgiver og studerer kandidatuddannelsen i Socialt Arbejde.