Fortsæt til indhold

Gilde på Strandengen

43 nye lejligheder helt ud til vandet står klar til foråret i boligprojektet Strandengen. Forleden var der rejsegilde for byggeriet

Arkiv
Martin Rasmussen

Til foråret kan de første beboere flytte ind i deres nye boliger ved Søndre Havn, når boligbyggeriet Strandengen er fuldendt. Strandengen er udviklet af Arkitektgruppen, og de 43 lejligheder kommer til at ligge direkte ved Køges strandeng og med frit udsyn over Køge Bugt.
I sidste uge var der rejsegilde på Strandengen, og i samme forbindelse var der også grundstensindmuring, som borgmester Flemming Christensen hjalp med.
Strandengen, som er tegnet af Tegnestuen Vandkunsten, er det første boligprojekt i Køges nye bydel på Søndre Havn og dermed en milepæl i udviklingen. Området er i gang med en gennemgribende udvikling fra nedslidt havneområde fra 1900-tallet til et attraktivt, nyt byområde i Køge der omfatter både boliger, kulturtilbud, erhverv og nye rekreative tilbud.
I byudviklingen bliverer der lagt vægt på at bygge videre på havnens historie og i det omfang, der kan findes nye anvendelser, bevare havnens karakteristiske bygninger.
Byggeriet står indflytningsklar i foråret 2017, og langt hovedparten af lejlighederne er allerede afsat.

Borgmester Flemming Christensen, projektchef i Køge Kyst Tove Skrumsager Frederiksen samt Tony Christrup fra Arkitektgruppen klar til grundstensindmuring på Strandengen. Foto: JCJ