Fortsæt til indhold

Nu er Kær Vestermark fredet

Det tidligere militære øvelsesområde er nu fredet, men der bliver plads til spejderlejr og koncerter

Arkiv
Arkiv

Fredningsnævnet har gennemført fredningen af Sønderborgs tidligere militære øvelsesområde, Kær Vestermark.
Fredningsprocessen begyndte, da Forsvaret i 2014 satte det tidligere øvelsesområde Kær Vestermark i Sønderborg til salg.
Der var flere forslag til områdets fremtidige brug. Danmarks Naturfredningsforening (DN) hældte til den grønne side, mens kommunen, der købte området, ønskede at bruge det til blandt andet spejderlejr.
Det endte med et kompromis om, at Spejdernes Lejr kan finde sted på området i 2017, hvorefter de 155 hektar tæt på byen skal være et rekreativt naturområde.
Fredningsnævnet har besluttet at gennemføre fredningen af området med de bestemmelser, som blev foreslået af Sønderborg Kommune og DN. Det betyder, at området inddeles i fire delområder, som hver især har forskellige anvendelsesmuligheder og beskyttelsesniveauer. Det er centralt i fredningen, at offentligheden får adgang overalt, og at forbedring af naturkvaliteterne er i fokus. Samtidig vil de mange foreninger, som allerede i en årrække har brugt området, kunne fortsætte med deres aktiviteter.
Borgmester i Sønderborg Kommune Erik Lauritzen glæder sig over, at fredningen nu er på plads:
"Det har været et givende samarbejde med naturfredningsforeningen, og nu har vi et område, som virkelig bliver et aktiv for borgerne, og hvor vi samtidig tager hensyn til naturen. Hvis der er borgere, som endnu ikke har været på opdagelse på Kær Vestermark, vil jeg opfordre til det. I kommunen øger vi også indsatsen for at naturværdierne kan blive formidlet."
Borgmesteren suppleres af fredningsleder i Danmarks Naturfredningsforening, Birgitte Bang Ingrisch, som udtaler:
"Det har været en god proces, der understreger at dialog er nødvendig. I denne sag har en konstruktiv åben dialog givet en fornem balance mellem benyttelse og beskyttelse."

Fredningskortet inddeler Kær Vestermark i fire delområder med forskellige anvendelsesmuligheder og beskyttelsesniveauer.