Fortsæt til indhold

Mange ledige er ikke klar til job

Hundredevis af stillinger bliver slået forgæves op af virksomheder i Hovedstadsområdet. Samtidig er mange ledige ikke klar til at påtage sig et normalt job med det samme, viser ny rapport fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA)

Arkiv
Steen Trolle

jobparat virksomheder i Region Hovedstaden har stadig sværere ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Samtidig er det i mange kommuner langt under halvdelen af kontanthjælpsmodtagerne, der er i stand til at påtage sig et job med én dages varsel. Det viser en ny rapport fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) om kommunernes beskæftigelsesindsats. Fra foråret 2015 til foråret 2016 steg antallet af forgæves rekrutteringer i virksomhederne med 29 procent i hovedstadsområdet. Tallene stammer fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Her laver man en oversigt over alle brancher, der har mere end 10 forgæves rekrutteringer, og i Hovedstadsområdet var der ikke færre end 5558 forgæves rekrutteringer i perioden uge 5 til uge 14 2016. Værst stod det til indenfor handel. Her var der 749 forgæves rekrutteringer - altså stillingsopslag, som måtte pilles ned, uden at være besat. På andenpladsen kom vidensservice med 656 forgæves rekrutteringer og på tredjepladsen kategorien information og kommunikation med 616.

Jobcentre får kun få ledige i job hurtigt

Men selv om mange virksomheder altså spejder forgæves efter arbejdskraft, så har Jobcentrene stadig svært ved at få ledige i job, herunder mange kontanthjælpsmodtagere. Ifølge opgørelsen fra DA er det i mange hovedstadskommuner kun 30-35 procent af de ledige, som Jobcentrene får i arbejde indenfor de første tre måneder. I Gribskov var det f.eks. 32 pct. i perioden 2. kvartal 2015 til 1. kvartal 2016. I Helsingør, Halsnæs og Frederikssund var det 33 pct., i Hillerød 36 pct. og i Furesø og Ballerup var det 31 pct. Og mange af kontanthjælpsmodtagerne er ikke i stand til at påtage sig et arbejde på normale vilkår med én dages varsel. Bedst ser det ud i Halsnæs, hvor 50 pct. er klar til arbejdsmarkedet. Egedal er med 47 pct. også meget godt med. Men i andre kommuner ser det skidt ud. I Allerød er det ifølge DA-rapporten kun 12 pct., der er jobparate, svarende til blot 47 personer. ”Det er vigtigt, at kommunerne evner at få ledige tættere på arbejdsmarkedet. Jo færre jobparate og jo flere aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere (aktivitetsparate = personen har andre problemer end ledighed og skal igennem forskellige aktiviteter først, red.), jo mindre er sandsynligheden for at ledige kommer tilbage i beskæftigelse og er med til at sikre virksomhederne den arbejdskraft de har brug for,” skriver Dansk Arbejdsgiverforening i sin rapport.