Holdet er sat til sommerspillet
Varde Sommerspil runder et skarpt hjørne, når det går på scenen næste år. Det er nemlig sommerspillets 40 års jubilæum, og det skal fejres med den klassiske forestilling Midt om Natten. Der har netop været afholdt auditions til stykket, og nu er alle pladser besat.
De to hovedroller spilles af Neklas Klausen i rollen som Benny og Jesper Ulbæk Andersen i rollen som Arnold. Det var også Jesper der spillede Arnold, da 7-kanten opførte Midt om Natten i 2007. Neklas Klausen får med Benny sin første store rolle i Varde Sommerspil.
De fleste skuespillere vil dog være kendte i området. Tusindfryd, den verdenskloge filosofiske hjemløse, spilles i 2017 af Ole F. Gudmundsen og Susan Himmelblå spilles af Danielle Karlson, der i 2016 høstede mange roser for sin præstation som Louise i 'Zorro-the Musical'.
Men der er også nogle helt nye ansigter på rollelisten. “Vi flytter forestillingen op mod nutiden og tager også nutidens problemer med ind over. Således kommer der en lille flok syriske flygtningen med i stykket, som netop spiller sig selv som syriske flygtninge”, fortæller Hans Gundesen i en pressemeddelelse.