Hvad er smagen af Vadehavet?
Det drejer sig om mad, gastronomi og fødevareproduktion i vadehavsområdet, når Nationalpark Vadehavet onsdag 23. november arrangerer temamøde i Ribe under overskriften 'Smagen af Vadehavet'.
På mødet vil man få nogle bud på, hvad der er karakteristisk for det kulinariske og 'den gode smag' i vadehavsområdet, og der vil blive sat fokus på mulighederne for at udvikle fødevare-produktionen og gastronomien med udgangspunkt i egnens råvarer.
Fem oplægsholdere
Økologisk landmand Torben Kousgaard fra Varde Ådal Lam er en af fem oplægsholdere. Han vil bl.a. fortælle om, hvordan han og familien arbejder med at producere fødevarer af høj kvalitet og også prøver at finde nye nicher.
De øvrige oplægsholdere er Knud H. Hansen, Sydvestjyske Smagsoplevelser, Bo Ross Mogensen, kok og indehaver af Restaurant Kolvig, Ribe, Anne Marie Overgaard, museumsinspektør, Museum Sønderjylland, og Gert Løkke Leth fra Videncenter for Fødevareudvikling.
Temamødet kl. 16.45-20 på Danhostel Ribe er gratis og for alle interesserede ved tilmelding senest fredag 18. november på vadehavet@danmarksnationalparker.dk. jesl