Tre udstillinger i Janus Bygningen
Janus Bygningen byder på tre udstillinger i december måned: Den omfattende tegneudstilling TEGN 2, en farverig mindeudstilling for Paul Erik Johansen og en varieret Kunstjulestue med kunsthåndværk og grafik. TEGN2 består af tegninger, som er lavet af 13 elever fra Billedkunstnerisk Grundkursus, BGK. Sammen med dem udstiller 19 mere eller mindre professionelle kunstnere med tilknytning til stedet, samt 11 tidligere BGK-elever.
Paul Erik Johansen (1935-2014) var i mange år en central skikkelse i Janus Bygningens netværk af uvurderlige hjælpere. Han virkede også som billedkunstner og udstillede flere gange på Kunstnernes Sommerudstilling. Janus Bygningen vil gerne mindes hans store indsats for huset med denne mindeudstilling, som ud af hans alsidige produktion især fokuserer på malerierne.
Kunstjulestuen er efterhånden et fast indslag i Janus Bygningens decemberpæsentation af lokale kunstnere og kunsthåndværkere. Denne gang arrangeres udstillingen i Gallerigangen.