Fortsæt til indhold

Magiske børneforestillinger

Teaterprogrammet for Dragen 2017 er på gaden og kan fås på bibliotekerne i Køge Kommune, Teaterbygningen og Musikskolen

Arkiv
Arkiv

Igennem 15 år har den karakteristiske, kinesiske drage med de to masker inviteret Køge Kommunes børn og deres voksne på scenekunst af høj kvalitet.
”Det er os en fornøjelse igen at kunne sende et flot og alsidigt program på gaden. Teater og koncerter giver børn en oplevelse af nærvær og samvær. Forestillingerne udføres af levende kunstnere, lige her og nu, uden mulighed for at gøre det om. For små børn kan der være tale om den rene magi,” siger børnebibliotekar Pia Knudsen, der har set flere af forestillingerne på den årlige børneteaterfestival.

Billetsalg åbner 1. december

Programmet for 2017 byder på 11 skønne forestillinger. De fleste forestillinger opføres om formiddagen på hverdage, men der er også to familieforestillinger for alle fra 5 år. Disse spiller søndage. Billetsalget åbner 1. december. Det foregår på KøgeBibliotekernes hjemmeside www.koegebib.dk. Prisen er uændret: 55 kr. for såvel voksen som barn + gebyr på 3,50 kr. pr. billet.
Dragen er et samarbejde mellem Teaterbygningen i Køge, Køge Musikskole og KøgeBibliotekerne.
De fleste forestillinger foregår på Teaterbygningen – men også i 2017 er der en juleforestilling i Borup, hvor frivillige fra Kulturforeningen Apollonaris hjælper til. Og én af formiddagsforestillingerne spiller i Rishøjhallen i tilknytning til Rishøj Minibibliotek.
Dragen er støttet økonomisk via Køge Kommunes Kulturpulje. kt