Emilie kan ikke slippe HATS
Når HATS på torsdag har premiere på Askepop, står Emilie i “kulissen”
Emilie Bundgaard kan ikke lade teateret ligge. Lige nu bor hun i Odense og læser til lærer, men forbindelsen til teaterforeningen HATS i Helle er så stærk, at hun bare må være involveret.
Derfor laver hun i år PR på vinterspillet Askepop, som har premiere på torsdag. PR-arbejdet kan jo klares fra computeren mange kilometer væk fra projektørlys og skrå brædder i Helle.
“Jeg kommer helt sikkert tilbage til Helle-området på et tidspunkt. Jeg er ikke færdig med at spille på scenen; det tror jeg aldrig, jeg bliver. Jeg har været del af foreningen de sidste 13 år,” fortæller hun.
første gang som otte årig
Emilie stod første gang på scenen som otte-årig i stykket Klokkeren fra Notre Dame. Hun har siden i tre omgange prøvet at være den ene af to instruktører af børneholdet.
“Der kunne jeg bruge det at jeg selv havde spillet som lille. Det er fedt at vokse fra at være en lille pige på otte til selv at prøve at være instruktør,” siger hun.
Hun har også været instruktørassistent på HATS-opsætningerne Pippi og Frøken Nitouche.
Hele Emilies familie er involveret i teaterforeningen HATS.
“Min mor er formand, min far bygger kulisser og scene, og to af mine brødre spiller med. Der er plads til alle, uanset alder og kunnen. Det er også fedt, at vi har udskiftning i den kunstneriske ledelse, så man kan prøve at instruere, hvis man har lyst. At spille teater er et frirum, hvor man kan få lov til at lege, selv om man er fyldt 18, og mange af mine venner fra HATS er 10-15 år ældre end mig,” fortæller hun.
Emilie læser til lærer, og bruger teatererøvelserne:
“Det er nemmere at tage en hat på og gøre tossede ting.”