Fortsæt til indhold

Sådan undgår du at sidde alene i juletiden

Projekt Jul for Ensomme Ældre skal få de ældre op af sofaen og vise dem alle deres muligheder for hyggeligt samvær

Arkiv
Af Louise Holmgaard Nielsen

December banker på døren. Snart toner Pyrus og Nissebanden frem på danskernes fjernsyn, og det store juletræ på Flakhaven lyser allerede pladsen og de mørke timer op.
Julen byder på familiehygge og samvær, men for ældre, som ikke har så mange bekendte, kan det være en svær tid.
Ældre og Handicapforvaltningen vil gøre op med dette. De har lavet projekt Jul for Ensomme Ældre, og takket være et samarbejde med frivillige organisationer rundt omkring i Odense, behøver de ældre ikke sidde alene derhjemme i juletiden.
Normalt har samtlige frivillighuse, som mange ældre benytter sig af, lukket fra midt december til starten af januar. Det gør, at de ældre, som gerne vil være sammen med andre, ikke har så mange muligheder i julen og kan føle sig uønskede.
På baggrund af et idéudviklingsmøde er alle de forskellige julearrangementer samlet på Paletten, som kan findes på Odense Kommunes hjemmeside. Her kan borgere og medarbejdere se, hvilke muligheder og tilbud de har for at få del i julehyggen.
Rådmand Brian Skov Nielsen synes, det er en rigtig god idé og en flot indsats fra de frivillige organisationer.
“De ældre skal ud over dørtrinnet. Det skaber liv og glæde og får dem til at holde sig på benene”, siger Brian Skov Nielsen.
En af mulighederne de ældre har er blandt andet Skibhuscentrets arrangement juleaften, hvor dem der deltager skal “bygge julen sammen”. Dette arrangement udspringer blandt fra idéudviklingsmødet.