Fortsæt til indhold

Bønnespire Britta åbner ny forretning

Arkiv
Rune Weitling

I morgen slår Britta Kulmbach Gyldenklev dørene op til endnu en butik i Torvegade. I forvejen er hun indehaver af Bønnespiren, men når hun i denne uge åbner op i nummer 31, så er det med at lidt andet sortiment, omend i samme boldgade, nemlig det økologiske og bæredygtige.
På hylderne i forretningen, der hedder Bring Bag, er der nemlig alt lige fra krydderier og ris til bland selv slik, nødder, chokoladebønner og økologi. Og skal man fragte det hjem, så bliver det i bæredygtigt emballage, ligesom man også er velkommen til selv at medbringe bøtter og andet til at fragte sine varer hjem i.
"Det bliver lidt ligesom en gammeldags købmandsforretning, hvor der står én bag disken, og man så kan få 100 gram af det ene og 100 gram af det andet. Men det handler også om,at jeg gerne vil reducere madspild, og derfor behøver man kun købe det, man har brug for," smiler Britta Kulmbach Gyldenklev.
Hun har gjort sig mange tanker om butikken og den verden, som den skal drives i:
"Jeg synes, det er tankevækkende, at der efterhånden er plastic i alt. Det er også derfor, at at man selv kan tage sine beholdere med til at fragte varerne i. Derudover er mine poser lavet af genbrugspapir, jeg har kun LED lys i butikken og så videre. Det er min lille måde at gøre noget for de kommende generationer på," siger Britta Kulmbach Gyldenklev, der har fået viceborgmesteren til at komme og åbne forretningen torsdag, hvor der er reception fra kl. 14.00-18.00.