Michael Thomsen genåbner ikke Bager Max
I øjeblikket står der på lukket på grund af renovering af bageri, men sandheden er, at 50-årige Michael Thomsen, indehaver af Bager Max i Torvegade, ikke åbner foreløbig igen.
"Nej, jeg må indrømme, at det gør jeg ikke, for det har jeg ikke lyst til. Jeg er rigtig glad for at være bager, men jeg er ikke så vild med at være selvstændig længere. Jeg troede, jeg kunne administrere at gå hjem i ordentlig tid og holde et nogenlunde antal timer, men det må jeg erkende, at jeg ikke kan finde ud af," siger en ærlig Michael Thomsen til Lokalavisen og tilføjer:
"Min kone og jeg har fire børn sammen, hvoraf den yngste blot er halvandet år. Dem vil jeg rigtig gerne se noget mere, for man lever trods alt kun én gang," siger Michael Thomsen.
Siden 1982 har Michael Thomsen arbejder som bager, og han vil som skrevet gerne blive i branchen.
"Og heldigvis er der da også nogle, som har vist interesse for stedet. Hele produktionsapparatet står her og er klar til overtagelse, så jeg krydser fingre," siger Michael Thomsen.
Som vi tidligere har skrevet i avisen, så lukker tøjforretningen Jail i øvrigt også i Torvegade.