Fortsæt til indhold

Far & søn - men fremover mest søn

Børkop Cykler, der er kendt over hele landet, begynder på et nyt kapitel. Hans Peter Knudsen overtager forretningen

Arkiv
Lars Saugbjerg

37-årige Hans Peter Knudsen blev ansat i sin fars forretning, Børkop Cykler, i 1998. Sidste år blev han medejer - og nu overtager han butikken. Skiftet kommer ikke fra den ene dag til den anden.
“Det er en proces, vi har arbejdet på i lang tid, men vi markerer overtagelsen 2. december, hvor min far (Lars Knudsen) fylder 60 år. Han købte butikken i 1992, så der er snart 25 års jubilæum. Det fejrer vi også 2. december,” fortæller Hans Peter Knudsen.
I dag er Børkop Cykler landskendt. Ikke mindst på grund af Hans Peter Knudsens store fokus på 'High End-cykler', altså specialcykler med den nyeste teknologi - ofte i den dyre ende af prisskalaen. Dyreste cykel i forretningen: 187.000 kroner.
“Vi har cykler i alle prisklasser, men jeg holder af at jagte det ekstreme,” lyder det fra Hans Peter, der med et snuptag griber en cykel og løfter den op.
“Det er sådan en, Chris Froome vandt Tour de France på. Vi har fået den ned på fem kilo. Og herovre har jeg to bittesmå tandhjul til 6.000 kroner - og her i montren ligger en saddel i leguanskind og hvidguld til 13.000 kroner. Og her har vi Marco Pantanis autograf på en trøje...”
For Hans Peter Knudsen - og Lars Knudsen - handler cykelforretningen om ikke at være ligeglad med det, man har gang i.
“Derfor kommer der kunder fra hele landet. Vi har mange varer på hylderne, vi er troværdige, og man kan stole på os,” konstaterer Lars Knudsen.
Webshoppen BCbikeshop.dk er stablet på benene. Her får man øjnene op for det store udvalg.
“Vi har hele paletten, og har ry for at være stedet, hvor man ikke kører forgæves. Fjernlageret er på 1.400 kvadratmeter,” fortæller Hans Peter.

Mere stresset

Når far og søn kigger i bakspejlet, får de øje på de gode gamle dage.
“Dengang, hvor man bare var cykelmekaniker. Alting var meget lettere. Men jeg har det jo alligevel som en fisk i vandet her i forretningen. Cykler er mit liv,” lyder det fra Hans Peter.
Lars Knudsen tænker også tilbage på 90'erne som en god tid.
“Jeg vil faktisk hellere have den gamle forretning,” smiler Lars Knudsen og forklarer nærmere:
“Jeg synes, at det er mere stresset i dag. Jo flere medarbejdere, desto mindre får man lavet, for der er altid en masse, man skal forholde sig til. Men når det så er sagt, er det jo fantastisk at være omgivet af dygtige, glade mennesker,” siger Lars Knudsen, der stadig vil have sin gang i forretningen efter overtagelsen.
“Jeg går først på pension den dag, jeg ikke gider længere.”
Hvad elsker du mest ved arbejdet?
“Min cykeltur til og fra arbejdet,” fastslår Lars med et grin.
Turen er 27 kilometer lang - og han har taget turen året rundt siden midten af 90'erne.
Vinteren er over os. Det er dog ikke ensbetydende med, at aktivitetsniveauet i forretningen falder.
“Min sæson begynder faktisk nu, så folk er klar til foråret. Allerede nu ligger der 30-35 bestillinger på specialcykler.”

Det er her, Hans Peter Knudsen slår sine folder - i ’High End-rummet’ med de mange specialcykler.