Tank penge til Idræt i Jerne
Som bilist kan man nu støtte Jerne Idrætsforening, når man alligevel fylder brændstof på, uden at det koster ekstra at tanke. Idrætsforeningen har nemlig indgået en sponsoraftale med energiselskabet OK, der også er med på banner og gulv, når landsholdet kæmper for Danmark. Lokalsporten får dog også selskabets støtte.
Aftalen er simpel. Man kan støtte foreningen med 6 øre pr. liter brændstof, hver gang der tankes hos OK. Det koster ikke ekstra at tanke, da det er OK og OK's forhandlere, der betaler det hele. Man skal blot melde sit OK Benzinkort til sponsoraftalen.
Som noget nyt får foreningen nu også 6 øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK. Og yderligere 6 øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan man støtte foreningen med i alt 18 øre, hver gang man tanker en enkelt liter brændstof.
Kasserer i foreningen Alfred Richardt glæder sig over den nyligt indgåede sponsoraftale og løfter sløret for, hvad støttekronerne skal gå til.
“Vi går meget op i at kunne tilbyde vores unge medlemmer mulighed for at komme på ture og deltage i forskellige stævner rundt omkring i landet. Derfor vil de kommende støttekroner gå til disse ture, så alle kan komme med.”