Fortsæt til indhold

Julestund har guld i mund

Juletid er hyggetid, og den kommende weekend byder på oceaner af hygge, når byens første julemarkeder slår dørene op

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Den kommende weekend byder på ikke færre end syv julemarkeder, når den første adventsweekend for alvor ringer julen ind.

Sdr. Bjert Julestue

Lørdag d. 26 november fra 10-15 holder KFUM-spejderne i Sdr. Bjert julestue i spejderhuset på Gl. Bjert 27, 6091 Bjert.

Der vil være massere af juledekorationer, adventskranse, og andre juledekorationer.
Udenfor bliver der solgt juletræer, og disse kan blive bragt ud.

Designskolen Foto: VisitKolding

Designskolen Koldings Julebazar

Designskolen Kolding holder sin traditionsrige julebazar i weekenden den 26. og 27. november kl. 10-17.

Fra godt 125 små boder sælger nuværende og tidligere studerende deres eget unikke designs. Det bliver et sandt slaraffenland af bl.a. illustrationer, keramik, tøj, julepynt, accessories, smykker, undertøj, interiør og meget mere.

Som noget nyt er der i år opstillet prøverum. Og man kan desuden blive klogere på skolen, når studerende holder oplæg gennem weekenden.

Designskolens kantine sælger hjemmelavet juleknas, gløgg, sandwich og kager.
Entreen koster 20 kr.

Vamdrup Foto: VisitKolding

Vamdrup Julemesse

Vamdrup Julemesse løber i år af stabelen i weekenden den 26. og 27. november, lørdag kl. 13-17 og søndag kl. 10-16

For 7. gang afholdes julemesse i Arena Syd, med temaet "Kom og gør en god handel!". Messen afholdes traditionen tro i samarbejde med Vamdrup Gymnastik og Vamdrup Handelsforening.

Der vil være omkring 50 udstillere på messen inden for forskellige brancher, og i år udvides underholdningen -Blandt meget andet vil Borgmester Jørn Pedersen byde velkommen, julemanden kommer, der er stor tombola, Vamdrup Handelsforening holder modeshow, Årets Vamdrupper kåres og det samme gør børnehavernes flotteste juletræ. Der vil være hoppeloppeland og juletræsfest for børnene, og så kommer selveste Ole Kibsgård forbi og underholder. Det er ham, der er kendt fra Kaj og Andrea – og som guitarist i bl.a. Shubidua.

Entreen koster 20 kr. for voksne.

Trapholt Foto: VisitKolding

Julemarked på Trapholt

Den 26. og 27. november 2016 kl. 10-17 åbner Trapholt igen dørene for julemarked med Danmarks bedste kunsthåndværkere. Der vil være workshop, salg af Danmarks bedste håndværk og meget andet der sikre den rette julestemning.

En hyggelig workshop for børn og voksne samt mange andre tilbud sikrer den rette julestemning for hele familien. I museets café bliver der mulighed for brunch eller æbleskiver og glögg foruden det almindelige menukort.

Det koster entre til museet at deltage - du kan forudbestille billetten på www.trapholt.dk under arrangementer.

Julestue med et godt formål

Lørdag den 26. november indbyder loge nr. 8 Dronning Dorothea, for 15. gang til den årlige julestue. Det foregår i logebygningen i Hyrdestræde 4 og der er åbent mellem kl. 10 og 14. Formålet med julestuen er at skaffe penge til velgørende formål i lokalområdet. Der er gjort et stort arbejde for at gøre julestuen så attraktiv og hyggelig som muligt, for på den måde at få så mange mennesker som muligt til at lægge vejen forbi.
Julestuen byder blandt andet på Loppemarked, tombola, salg af jule- og grandekorationer, hånd-arbejde, julepynt, hjemmebag, syltetøj m.m. Desuden findes der også en lille café.

Lunderskov Julemarked

Søndag den 27. november i tidsrummet fra 10.30 - 15.30 gentager Lunderskov Handels- Håndværker og Industriforening successen fra 2014.
Der vil være masser af underholdning for såvel børn som voksne, tombola, julehygge med julemand og meget mere. Som noget nyt i år vil der både være stande inde og ude.

Jul i missionshuset med boder og kor

Der bliver rig lejlighed til at opleve Koldings nye missionshus fra indersiden, når Indre Mission inviterer til julemarked lørdag 26. november kl. 10.30-13.30 i Missionshuset Bethel på Tøndervej 5.

Børnekoret 'Cool Kids' fra Kristkirken åbner markedet, og derefter er der åbent i boder med alt fra hjemmelavet marmelade til julepynt og genbrugsguld. Og man kan prøve lykken i det amerikanske lotteri og tombolaer. Der er mulighed for at købe frokost og kaffe med kage. Overskuddet fra dagen går til at dække udgifter i forbindelse med byggeriet af missionshuset