Normal og Tanja klar til Vojens
Allerede inden Normal"s åbning i RådhusCentret på lørdag, har butikschef Tanja hilst på en masse forventingsfulde kunder
“Jeg glæder mig. Jeg glæder mig faktisk rigtig meget.”
Sådan siger butikschef for Normal i Vojens, Tanja Nielsen, der i disse dage har travlt med at pakke ud af kasser og sætte på stativer og reoler i butikskædens nyeste skud på stammen i Mix" & Wild"s tidligere lokaler i RådhusCentret. Og 29-årige Tanja Nielsen er ikke ene om at glæde sig.
“Der er hele tiden nogen, som stikker hovedet indenfor. Det virker til, at folk er rigtig galde for at der igen er kommet liv her i lokalerne, og det er jo bare dejligt med sådan en modtagelse,” fortæller Tanja Nielsen, der bor i Hoptrup og som de seneste måneder er blevet lært op i Normal i Vejen.
Billigt og lidt spændende
Det skal være billigt – og lidt spændende - at besøge Normal. Det fortæller direktør for Normal, Torben Mouritsen.
“Vi sælger mærkevarer inden for husholdningsartikler, personlig pleje og en lang række basisvarer, som mange mennesker allerede kender og bruger i badeværelset, køkkenet og til rengøring - men vi sælger varerne 30-50 procent under normalprisen,” siger han.
En af grundene til, at Normal er i stand til at konkurrere på markant lavere priser, er, at butikskæden parallelimporterer dagligvarerne i andre EU-lande. Dermed går kæden uden om fordyrende mellemled, og kan sælge varerne op til 50 procent billigere end i de fleste danske butikker.
“Vi køber varerne i andre EU-lande, hvor de er langt billigere end i Danmark. Samtidig har Normal minimale omkostninger til administration, markedsføring og logistik.”
Når butikken i Vojens åbner lørdag 3. december klokken 9.30, vil der i løbet af dagen serveres hjemmelavet Normal-suppe som fast åbnings-tradition. Og det er faktisk noget, som også Tanja Nielsen glæder sig til at smage. Det er nemlig første gang, ligesom hun også fejrer premiere som leder i Vojens-afdelingen.
“Det er en spændende udfordring. Jeg har jo indtil videre hverken mand eller børn, så der er plads til at give arbejdet en ordentlig skalle.”
“Det virker til, at folk er rigtig galde for at der igen er kommet liv her i lokalerne, og det er jo bare dejligt med sådan en modtagelse.”