Hjælp mod sorgen i Jerne
I Jerne Sognehus står man nu klar med en ny række sorggruppemøder for de efterladte.
Sorggrupperne henvender sig til voksne, der har brug for en lindrende snak med ligesindede. Møderne foregår den sidste mandag i måneden kl. 10-11.30, og første møde er mandag 28. november.
”Sorggruppen er en åben gruppe for efterladte. Her kan voksne mennesker, der har mistet sine kære, møde andre i samme situation og få mulighed for at finde støtte i den svære tid efter tabet. Folk kan være med, så længe de har lyst - også selv om de ikke kan komme hver gang,” siger sognepræst Sarah Asp, der er tovholder for arrangementet.
Fælles om ensomheden
Mange efterladte føler sig ensomme er hendes erfaring, og paradoksalt nok finder mange mennesker stor hjælp i at være fælles om ensomheden. Fællesskabet opleves som positivt og fremadrettet.
“Der var ligesindede, og vi kunne græde sammen, da vi først lærte hinanden at kende, og vi kunne grine sammen, og vi kunne hygge os sammen. Og så har vi fået et fantastisk godt forhold til hinanden,” fortæller Flemming på 58, der gennem et stykke tid har fulgt en sorggruppe. jesl