Nyt projekt skal hjælpe til bedre læsning
Alt for mange har problemer med at læse, skrive og regne. Det vil Fredericia Kommune, AOF, HF og VUC lave om på
“Testen viste, at jeg var ordblind. Det havde jeg selv vidst i mange år. Men jeg havde snoet mig uden om problemet. Først nu har jeg gjort noget ved det,” siger 48-årige Jan Sund Jensen.
Han arbejder på DSBs driftsværksted i Fredericia, hvor lokomotiver og togsæt holdes kørende.
“I mange år fik jeg kollegerne til at skrive mine beskeder for mig. Jeg kunne for eksempel sige til en kollega 'hvis nu jeg arbejder, så skriver du'. Sådan gjorde jeg tit. Men så blev vi screenet, og jeg begyndte at gå til undervisning,” siger Jan Sund Jensen.
Nu er hans læsehastighed og skrivehastighed cirka fordoblet. Og han er kommet “ud af skabet” med sin ordblindhed.
“Min nabo var den første, jeg sagde det til. Vi stod og talte sammen, da jeg skulle af sted til undervisning. Det var en lettelse at få det sagt. Undervisningen har gjort mit liv bedre,” siger Jan.
“Jeg puttede mig”
Også Jens Jensen havde i årevis haft problemer med at læse og skrive. Uden at gøre noget ved det.
“Jeg skammede mig sådan set ikke. Men jeg gik og puttede mig. Jeg vidste godt, at jeg havde et problem, men jeg blev først for alvor klar over det, da jeg blev testet,” siger Jens Jensen, der er smed og lastvognsmekaniker på DSBs driftværksted i Fredericia.
Også han tog imod DSBs tilbud om at komme på kursus for at få løftet sine evner indenfor skrivning og læsning. Og det er han glad for.
“Jeg har fået et bedre liv, Tingene kommer simpelthen lettere nu. Nu skriver jeg selv mine beskeder til kollegerne. Og jeg bruger ikke kun standard-forkortelser,” siger han.
Løft Fredericia
Erfaringerne på DSBs driftsværksted minder meget om et projekt, Fredericia Kommune, AOF, Netværkslokomotivet, HF og VUC nu skyder i gang.
Projektet kaldes 'Løft Fredericia'. Og det går ud på, at virksomheder tilbyder medarbejderne en screening for at afsløre eventuelle læse-, skrive- og regne-problemer. Og så løse dem.
“Det her er meget, meget vigtigt. Samfundet har brug for at løfte uddannelsesniveauet. Og de enkelte har brug for at løfte sig. Vi lægge nogle tabuer bag os,” siger borgmester Jacob Bjerregaard (S).
Folketingsmedlem Lotte Rod (R) er blandt de, der har skubbet projektet i gang.
“Jeg troede simpelthen ikke, at det passede, da nogen fortalte mig, at over en halv million danskere har problemer med at læse og skrive. Det er jo voldsomt mange mennesker, som udfordres på deres arbejde, jobsøgning, godnatlæsning og som ikke kan læse lektier sammen med deres børn. Det må vi gøre noget ved,” siger hun.
Projekt Løft Fredericia er frivilligt. Både arbejdsgiverne og deres medarbejdere kan selv vælge, om de vil deltage. Men ifølge konsulent Jonnna Bach fra Netværkslokomotivet er der slet ingen grund til at holde sig tilbage. I hvert fald skal man ikke længere være nervøs for at bryde tabuet omkring blandt andet ordblindhed.
“På nogle arbejdspladser er helt op til 25 procent ordblinde,” siger hun for at understrege pointen om, at der ikke er noget tabu.