Bankernes rolle i samfundet
Efter finanskrisen har især de store banker mødt hård kritik, og lige nu forhandles 'Bankunionen' i EU. Men hvad er det for et banksystem vi har, og hvordan påvirker regulering bankerne? Hvad betyder det for samfundet?
Det sætter Oplysningsforbundet DEO og Kolding Bibliotekerne til diskussion den 24. november på biblioteket fra kl. 17-18.
Ekspertpanelet består af Tune Revsgaard Nielsen fra foreningen Gode Penge, som ønsker en mere demokratisk og gennemsigtig regulering af bankerne, og filialdirektør i Arbejdernes Landsbank i Kolding, Jan Andersen, som fortæller om, hvordan bankregulering og finanskriser opleves i banker. De vil debattere, hvordan vi bedst sikrer, at bankerne bidrager til samfundet, og give deres bud på spørgsmål om, hvad bankerne skal låne ud til, om banker skal andet end at tjene penge og om banker kan blive for store.
Debatten tager afsæt i DEO's nye debatbog 'Hvad vil vi med bankerne?', som alle deltagere får med hjem. Entré 50 kr. og 20 kr. for studerende. Tilmelding på www.deo.dk