Per er på vej mod succes
Den koldingensiske iværksætters vision om økologiske frugtsnack skulle vise sig at være et rigtigt godt koncept
I hele syv måneder har Per Guldbrandt skulle holde på en hemmelighed, nemlig hvor stor en succes hans besøg hos DR programmet “Løvens Hule” var. For selvom programmet først blev vist i sidste uge, blev det allerede filmet i april.
“Siden programmet blev vist, er det væltet ind med e-mails - vi kan næsten ikke følge med, så mange ordrer får vi,” fortæller en glad Per Guldbrandt, der holder til i erhvervslokaler på Vejlevej i Kolding.
Løvens Hule er en programserie, hvor håbefulde iværksættere får chancen for at præsentere deres forretninger for fem pengestærke serie-investorer, der sidder parat til at investere i ideer, de tror på. Efter at Per Guldbrandt havde pitchet sin ide om at producere eksklusive økologiske raw-frugtsnacks, kunne han gå hjem med hele tre nye investorer og en kapital på hele 600.000 kroner.
Den gode smag og visionen
Den 1. januar i år startede Per Guldbrandt sin forretning med frugtsnacks op under navner B'Gum.
“Jeg havde læst en bog, kaldet Den Hemmelige Kok, hvori der stod, at mennesker indtog syv kilo tilsætningstoffer om året, og det ville jeg gerne ændre på,” siger Per Guldbrandt.
Han er uddannet kok, så med fokus på den gode smag og visionen om at lave et produkt, der var helt fri for tilsætningstoffer, gik han i gang.
“Jeg vidste, at der ville være et virkeligt stort marked for sunde snacks i den vestlige verden, og at snacksene så både er økologiske, sunde og uden alt for mange kalorier gør, at deres potentiale er endnu større,” forklarer han.
Alligevel var det ikke en helt let start, og efter et par måneder var Per Guldbrandt og familie løbet tør for både kontakter og kontanter.
“Derfor valgte jeg at være med i Løvens Hule. Jeg vidste, at det var en virkelig god ide, men jeg manglede kapital og et bredere netværk,” siger han.
Succes under nyt navn
Til trods for selvsikkerheden omkring sit produkt, var Per Guldbrandt noget nervøs, da han skulle præsentere det foran de potentielle investorer.
“Jeg havde gennemøver min tale, men da jeg skulle ind og give mit oplæg, havde jeg glemt alt. Alligevel var de helt vilde med ideen og jeg var noget benovet over, at jeg fik hele tre investorer med hjem,” fortæller han.
På opfordring af sine investorer ændrede han dog virksomhedens navn, der gik fra at hedde B'Gum til at hedde Fruchies.
“Det gamle navn var en smule vildledende, eftersom det ledte folks tanker over på tyggegummi. Det nye navn er mere passende, og desuden virker det godt på det amerikanske marked, hvor vi gerne vil ind på sigt,” slutter Per Guldbrandt.
Fruchies skal ifølge den nye virksomhedsstrategi omsætte for 100 millioner kroner og skal sælges i en række europæiske lande og i USA i løbet af de næste fem år. Siden programmet blev filmet, har Per Guldbrandt fået yderligere en investor, en direktør i København og har solgt sine frugtbidder ind til Sv. Michelsen Chokolades otte butikker.