FCR kravler fremad
Roskilde-klubben er ved at installere sig i toppen af dansk fodbold
På søndag rejser FC Roskilde til Hjørring for at spille topopgør i fodboldens 1. division i årets sidste kamp. Domkirkebyens hold er nu på andenpladsen, og hvis de skulle vinde, overvintrer de på førstepladsen. Da Superligaen nu rummer 14 hold, vil det siger, at Roskilde for alvor er kravlet frem og op blandt de 20 bedste hold i dansk fodbold. Fremgangen er netop foregået stille og langsomt - uden de helt ‘store armbevægelser’, og en eventuelt oprykning til Superligaen allerede nu efter sæsonens afslutning til foråret vil faktisk også komme bag på ledelsen i FCR, der ikke havde forventet så hurtige resultater. Grundlaget for fremgangen blev paradoksalt nok lagt helt tilbage i 2013, da FC Roskilde var røget ned i 2. division øst og blev tvunget til at finde på noget nyt. Allerede i 2009 havde den daværende formand, afdøde byrådsmedlem Carsten Wickmann (K), hentet den nu 52-årige erhvervsmand Bo Tue Knudsen ind som medlem af bestyrelsen. Han ejer investerings-selskabet Invest og er siden blevet hovedaktionær og formand i FC Roskilde.
Erhvervs-netværk
Efter nedrykningen forsvandt en del af tv-indtægterne og flere de bedste spillere fra Roskilde, så nu skulle der bygges op igen fra bunden efter en ‘langsom men solid model’. - Vi har lagt lag på lag og langsomt øget indtægterne, inden vi brugte pengene, fortæller Bo Tue. Først og fremmest har FC Roskilde skabt et stort netværk, hvor 120 virksomheder nu er med som sponsorer og støtter for klubben. - De mødes for at bakke op om fodbolden, men der bliver også lavet en del fornuftige aftaler til gavn for mange af firmaerne, når deres ledere alligevel er sammen, forklarer Bo Tue. Den voksende opbakning fra erhvervslivet i Roskilde-området har betydet, at klubbens budget nu er fordoblet fra knapt 6 mio. kroner i 2012 til over 12 i øjeblikket, mens det i 2017 ventes at nærme sig de 15 mio. kroner. Hvis man samtidig indregner de tv-millioner, der følger med i landets bedste række, så nærmer FC Roskilde sig pludselig et niveau, hvor det også kan begynde at løbe rundt økonomisk i Superligaen. - Men vi har nu ikke regnet med at rykke op i år. En plads blandt de fem bedste i 1. division er vores målsætning i denne sæson, siger Bo Tue for at slå lidt koldt vand i blodet på folk i- og omkring klubben.
Spillere med på ideen
Tidligere havde FC Roskilde fået et ry blandt spillere som et sted, hvor man kunne hente hurtige og lette penge’. Men det har Bo Tue fået lavet om på sammen med træner Anders Theil, der nu er blevet manager med det overordnede sportslige ansvar i klubben. De kan nu mærke den voksende interesse for at komme til Roskilde, fordi klubben har fået et ry for at behandle sine spillere ordentligt ifølge de indgåede aftaler og hjælpe dem med uddannelse eller arbejde. Da den tidligere landsholdsspiller Mikkel Thygesen kom til Roskilde, var det således langt fra, fordi han kunne tjene flest penge her. Men han kunne godt lide det sportslige projekt og stemningen i klubben. FC Roskilde har i dag over 40 ansatte, hvoraf de 25 er spillere i truppen. Mange af dem er dog ved at uddanne sig eller har andre gøremål udenfor fodboldbanen. - Vi er interesseret i det, fordi de bliver bedre fodboldspillere på den måde, når de også har andet at tænke på, forklarer Bo Tue.