Black Friday i Vojens - og Julemanden kommer
I dag kan du gøre juleindkøb til lave priser - og møde julemanden
Det er naturligvis amerikanerne, som har fundet på det. Og det er en aktivitet, som kan få enhver afdød købmand til at vende sig i sin grav. Tænk sig at give kæmpestore rabatter på sæsonaktuelle varer lige op til julehandlen.
Black Friday er blevet en succes landet over og en af de byer, som mestrer disciplinen er Vojens. Her er der åbent lige fra 10.00 til 22.00 på fredag og der gives helt op til 50 procent rabat på et utal af varer.
Julemanden kommer
De lave priser i butikkerne er ikke det eneste man kan varme sig på i Vojens på fredag. Lions Club er på gaden med varm gløgg, ditto kakao samt lækre æbleskiver og kaffevognen Grums tilbyder sine mange velduftende kaffespecialiteter.
Og så er fredag dagen, hvor årets mest populære familiebesøg finder sted. Det er julemanden, som har meldt sin ankomst.
Efter planen ankommer Julemanden klokken 16.15. Med sig har han sin kone og sine børn. Og familien vil føre an, når lyset skal tændes i juletræet i RådhusCentret. Her skal der naturligvis også danses om træet, synges julesange, og der er godteposer til alle børn i følge med voksne.
Starten på en aktiv jul
Fredag bliver begyndelsen på en aktiv jul i Vojens. Julemanden vil være i RådhusCentret hver søndag. Her kan børnene deltage i en stor tegnekonkurrence.
“Tegn en fin tegning og giv den til Julemanden,” lyder opfordringen. Søndag 18. december udtrækker Julemanden tre vindere af gavekort på henholdsvis 500, 300 og 200 kroner. Vinderne bliver råbt op klokken 11.15, og hvis man ikke er tilstede, vil der blive udtrukket en ny vinder.
Lange åbningstider
Næste weekend - den 3. og 4. december - holder butikkerne åbent 10-14, weekenden efter ligeså og weekenden 17. og 18. december er der åbent 10-16.