Den første danske kvinde med luft under vingerne
Vejlensiske Harriet Førslev var den første danske, kvindelige pilot
I 1930'erne blev hun kendt i ind- og udland som en både dygtig og dristig pilot - og den første danske, kvinde med både privatfly- og svæveflycertifikat.
Harriet Førslev blev født i 1906 og voksede op i Mølholm i Vejle i en velhavende og eventyrlysten familie.
Både hendes far og mor tog til USA som unge. Der giftede de sig og fik fire børn - to i USA og to i Danmark.
Harriet blev selv gift med en oberst ved flyvevåbnet i 1930, Christian Førslev.
Harriet var bekymret hver gang, Christian skulle ud og flyve. Han bad hende om at prøve det, så hun blev tryg. Det gjorde hun, tryg blev hun, og hun fløj lige siden.
Hun tog sine certifikater i Tyskland. Hun satte rekorder, holdt foredrag, lavede film og blev hurtigt kendt for både sine evner, veltalenhed og charme verden over.
“Af frygt for sin mands liv, satte hun mændene til vægs og overtog deres luftrum,” fortæller arkivar Pernille Schou, der onsdag den 30. november kl. 19 kan høres på Vejle Stadsarkiv.
Foredraget er det sidste i en række om 'Kvinder, der brød grænser.' Et af de andre foredrag handlede om Mille Gade, og som en sjov sidebemærkning kan nævnes, at Mille Gade var Harriet Førslevs svømmelære.