Fortsæt til indhold

Forsøgte at lokke ti-årig ind i bil

Arkiv
Anette Gundlach

En omkring 40-årig mand forsøgte fredag eftermiddag ved 15-tiden at lokke en 10-årig pige ind i sin bil ved at tilbyde hende slik, da hun løb på løbehjul på Dommervænget ved Hedeboparkens Fritidscenter.
Da pigen takkede nej, fortsatte han med at følge efter hende i knap 200 meter, indtil hun søgte i sikkerhed på fritidscentret.
Her fortalte hun personalet om manden. De alarmerede politiet, som kørte ud for at lede efter bilisten, der dog var forsvundet fra området.
På pigens mors Facebookside kan man læse, at datteren ikke led overlast, men at det var en ubehagelig oplevelse. Her beder moren om at man advarer sine børn mod manden.

Havde sixpence på

Til politiet har hun forklaret, at hun ikke så nummerpladen.
Bilen var mørk og meget beskidt. Skærmkasserne var mudrede, og der var en bule øverst på højre forskærm tæt ved sidespejlet. Bagpå var der tre klistermærker med dyr - en tiger, en abe og en elefant. De bagerste sideruder var sorte. Der var rodet på passagersædet, og i forruden lå der papirer. Bilen var mellemstor og havde et rundt mærke, som kunne være en Opel eller Mazda.
Den 10-årige vurderer manden til at være omkring 40 år. Han var dansk, havde kort mørkt hår, var høj og så stærk ud. Han var iført en stor jakke, et mørkt halstørklæde og havde noget, der minder om en sixpence på hovedet. Han holdt pause mellem ordene, når han talte og havde beskidte hænder.
Carsten Andersen fra Roskilde Politi roser pigen for den præcise beskrivelse af manden.

Skole på vagt

Skoleleder på Hedegårdenes Skole, Morten Naumann, forklarer, at han har talt med pigens forældre og advaret alle medarbejdere og forældre til elever på skolen om episoden.
- Det er helt naturligt, at man tager en snak i klasserne om, hvad man gør, hvis man bliver kontaktet af en fremmed person, så de ikke bliver lokket med, siger Morten Naumann.
Han har ikke oplevet lignende sager ved skolen i de seneste år.
Til gengæld er der en uopklaret sag fra samme tidspunkt sidste år, hvor en ukendt person flere gange bad elever tage fotos af sig.
ag