Fortsæt til indhold

GospelFamily klar med julekoncerter

Der venter julekoncerter for 4000 skolebørn i Aabenraa og Sønderborg Kommune

Arkiv
Arkiv

Væbnet med en dugfrisk julegospelmusical, professionel koreografi og sanginstruktion, opgraderet lyd- og lysudstyr og masser af gå-på-mod kaster GospelRoots og GospelTeens sig snart ud i sammenlagt otte skolekoncerter i Aabenraa og Sønderborg Kommune for 4000 skoleelever.
"Vi er enormt begejstrede for den store tilslutning til koncerterne og glæder os til at se modtagelsen af det nye stykke," fortæller korleder og komponisten Torben S. Callesen.
Med julegospelmusicalen Håbet tændt aktualiserer korene denne gang julen ved at komme ind på nutidige udfordringer set i lyset af julens begivenheder. Det kræver en hel del engle, en noget pessimistisk pige og masser af medrivende kor- og solosang plus en vis portion snedighed før disse udfordringer bliver løst, og den sande julestemning kan indfinde sig.
Det har været et stort projekt at få på benene, hvor professionelle musikere har været ind over produktionen, professionelle koreografer har stået for koreografien og hvor korforeningen selv har stået med udgifterne til virkeliggørelsen. Ledelsen mener, at det har været alle pengene værd, men regner ikke med at få pengene ind igen.
"Vi er en non-profit forening og derfor tilbyder vi også skolekoncerterne helt gratis i samarbejde med kommunerne. Denne gang med yderligere støtte fra Provstifonden. Til gengæld nyder vi synet, når en helt fyldt koncertsal koger over i sangglæde og begejstring, hvilket er en helt unik oplevelse i dagens noget sangfattige Danmark".
Der er stadig plads til skoleelever d.16. december ved skolekoncerten i Sønderjyllandshallen, men ellers meldes om stort set udsolgt.
Offentligheden kan opleve koncerten den 17. december.