Sønderborg-elev vinder tysk matematik-konkurrence
Katrine Kindberg fra 1.g på Det Blå Gymnasium i Sønderborg vandt i weekenden anden runde af Matematikolympiaden i Flensborg for elever i 10. klasse og 1.g, mens Jonas Vinum fra 3.g. fik anerkendelse for sine matematiske færdigheder.
Sammen med otte gymnasieelever fra Sønderborg og cirka 100 tyske gymnasieelever deltog Katrine Kindberg og Jonas Vinum i den tyske matematikkonkurrence, som fandt sted på Flensborg Universitet.
Konkurrencen bestod i en skriftlig prøve af fire timers varighed uden brug af elektroniske hjælpemidler. Opgavernes sværhedsgrad var højere end det, eleverne møder i den daglige undervisning.
Katrine fortæller, at det har været rigtigt spændende at deltage i konkurrencen og møde gymnasieelever med samme interesse som en selv. Jonas tilføjer, at de er rigtig glade for, at House of Science har givet dem muligheden; det har været spændende at være med i en tysk konkurrence.
Det er kun tyske elever, der kan gå videre til tredje runde, og dermed er de danske elever nu ude af konkurrencen..
Det er andet år, at gymnasierne i Sønderborg kommune har fået lov til at sende elever fra forskellige årgange til Matematikolympiaden, der er en matematikkonkurrence for tyske skoleelever.