Fortsæt til indhold

Bymuseum som pynt

Kunstneren Dorthe Christensen står igen bag årets klip

Arkiv
Lars Saugbjerg

Årets Fredericia-klip, der udkommer på fredag, består som sædvanlig af tre forskellige hjerter. Dorthe Christensen har forvandlet bymuseet til kunst, lige til at klippe ud og hænge op. I alt findes der nu 45 unikke hjerter, alle tegnet af Dorthe Christensen.
Sidste år hentede Dorthe Christensen inspiration i byens porte: Nørre Port, Danmarks Port og Prinsens Port.
“Vi fik meget positiv feedback, så vi gentager succesen med en bygning som motiv, nemlig bymuseet,” fortæller Marianne Frøsig Sørensen fra Museerne i Fredericia.
Hovedbygningen, som oprindeligt stammer fra omkring 1715, fik museumsforeningen tilbudt af Sct. Joseph-søstrene. Bygningen lå oprindeligt på hjørnet af Vendersgade/Sjællandsgade, hvor den havde fungeret først som bolig og siden som alderdomshjem. I 1930 blev den genopført på museumsområdet. Alle bygningerne på området har i øvrigt stået et andet sted, for eksempel Nørremarksladen, der lå hvor raffinaderiet nu ligger.
Årets tre klip forestiller hovedbygningen, et vinduesparti og et gadespejl.
“Min favorit er gadespejlet, en smuk detalje, som mange overser på hovedbygningen,” siger Marianne Sørensen.

15. gang

Årets Fredericia-klip er ikke bare et hjerte. Det er en tradition, det er kunst, det er en samling, det er historie, det er julestemning. Det er alt, hvad hjertet begærer.
Det er 15. gang, at Museerne i Fredericia udgiver Fredericia-klip.
Traditionen begyndte i 2001, og siden er der trykt nye hjerter hvert år. Næsten. Årets klip burde være det 16. i rækken, men det er det ikke. For i 2003 udeblev klippet af økonomiske årsager, hvilket udløste et mindre ramaskrig blandt fredericianere. Så i 2004 var pynten på gaden igen, og har været det hvert år siden.
Juleklippet fortæller med motiverne om så forskellige ting som rødkål fra Persillegartneriet, sølvskeer fra Cohr, kastanjer og Landsoldatens uniform. Dorthe Christensen har også hentet inspiration i nogle detaljer fra bronzekanonerne på volden. Og der har også været lysestager på hjerterne.
“Det er aldrig julemotiver. Selve hjertet er jul nok i sig selv,” lyder det fra Marianne Frøsig Sørensen, der tilføjer, at hjerterne bliver solgt året rundt.
“Til for eksempel krydstogtturisterne.”
Årets Fredericia-klip er trykt i 500 eksemplarer, og i år er prisen sat op til 20 kroner pr. ark.
Marianne Frøsig Sørensen beskriver hjerterne som et stykke unika, der ikke findes andre steder.
“Vi har en utrolig dygtig kunstner, som bruger meget tid på hjerterne. Der er virkelig langt fra idé til det færdige resultat. Så jeg synes, at prisen stadig er lav. Samtidig er det mere eksklusivt med færre ark. Det gør ikke noget, at der er rift om dem.”
De nye hjerter kan købes i museets butik fra fredag 18. november.