Black Friday og julelys fik Esbjerg på den anden ende
Fredag gik Esbjerg i sort. Anledningen var det amerikanske koncept Black Friday, som både Danmark og Esbjerg har taget til sig i stor stil.
Tusindvis af mennesker valfartede til kommunens mange shoppingmuligheder, og allerede kl. 07.45 stod de første i kø. Det var i Kongensgade, hvor outdoorforretningen Eventyrsport åbnede op med køtilbud og friske rundstykker. Første mand i køen var Jakob Pihl fra Esbjerg, der var på jagt efter en ny vinterjakke:
"Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville være den første i køen, men det er da vildt fedt at få sig en ny jakke til 2.700 kr. under normalpris," smiler Jakob Pihl, der også fik lidt mere end blot jakken med fra butikken.
Det var dog ikke kun åbnings- og køtilbud, der lokkede esbjergensere og andet godtfolk ud på gader og stræder fredag.
Ingen god dag for butikker
Udsigten til at spare mange tusinde kroner på julegaverne var for god til at forpasse, selv om Black Friday bestemt ikke er livret for alle butikker. Mange ender med at sætte til på dagen, fordi de må giver alt for store rabatter for at 'være med', ligesom de oplever, at kunderne nærmest holder op med at handle en uge før og en uge efter Black Friday.
"Det er bestemt ikke et tiltag, som vi har særlig meget godt at sige om," fortæller Trine Mathiasen, der er butikschef hos Hallum i Torvegade.
Foruden tilbudsjagt og shoppinglyst bød fredagen også på ankomsten af julemanden i Esbjerg City, ligesom både julebelysning og juletræet på Torvet blev tændt.