Syv stærke fortællinger om Sønderjylland
Årest historiske årbog spidder dramaerne i det dansk-tyske grænseland
Årets årbog fra Historisk Samfund for Sønderjylland gør op med alle fordomme om, at historiefortællinger er tung læsning. Syv artikler spidder ikke kun dramaer i det dansk-tyske grænseland, men byder tillige på et samlet overblik over de 19 bøger, der i år er udkommet om sønderjyske forhold.
Fire forfattere har bidraget med i alt syv artikler: En artikel handler om rigmanden fra Sønderborg, Traugott Møller. Han udgav Slesvigland i en halv snes år og forsøgte at ruske op i den sydslesvigske befolkning med det mål at få adskilt Holsten og Slesvig og gradvist få borgerne i Slesvig til at orientere sig stærkere mod Danmark. Heftig kritik var den tyske reaktion på Slesvigland. Artiklen 'Die nationale Pflicht für das Mutterland' beskriver rammerne og formerne samt straffene for mindretallets økonomiske samarbejde med besættelsesmagten 1940-1945. Derudover beskrives en sønderjysk skolestrejke i 1951, da forældre og skolenævn i Terkelsbøl ville beholde en lærerinde med nazistisk fortid. 'Spadeslaget' i Haderslev i december 1940, hvor forbuddet mod politisk uniformering førte til sammenstød med politiet, bliver belyst, og bestræbelserne på at skabe det nye Europa bliver set i et sønderjysk perspektiv.