Fortsæt til indhold

Lørdag er der julemarked i Jegerup

Jegerup inviterer til det årlige julemarked i Fritids- og Kulturcentret på den tidligere skole

Arkiv
Mette Henriksen

Jegerup holder lørdag sit årlige julemarked i Fritids- og Kulturcentret på den tidligere skole i tidsrummet klokken 10-16.
Huset vil dufte af julebag og Glühwein, der sælges diverse ting til julen, juledekorationer og kranse, og så er der selvfølgelig tombola og loppemarked. Det afslører arrangørerne bag det hyggelige julemarked.
"Der kan købes friskbagte vafler, pølser og diverse drikkevarer, her ikke at forglemme Claus' velkendte Glühwein. Børnene kan gratis bage pebernødder, og Harmonikaklubben Harlekin vil underholde. Det plejer at være en rigtig hyggelig dag, hvor dagens overskud bruges til lokale projekter," siger Solveig Larsen fra Jegerup Landsbyforening, som tilføjer:
"For kort tid siden var der samlet næsten 100 til det årlige, gammeldags andespil i Jegerup forsamlingshus. Det var en aften med hyggeligt samvær og kaffebord, hvor en række gæster var så heldige at gå hjem med en gevinst fra andespillet. Overskuddet bruges på renovering af forsamlingshuset."
Jegerup var også med i Haderslev kommunes borgerbudgetteringsprojekt.
"Ud af en række forslag bestemte Jegerup borgerne, at de 52.000 kroner skal bruges til et nyt telt til fiskekonkurrencen og sommerfesten, udendørs borde og bænke samt motionsudstyr. Borgerbudgettering er en rigtig god måde at få folk til at engagere sig. Det styrker samtidig sammenholdet og fællesskabet," slutter hun.