Fortsæt til indhold

Jul på museet

Museet i Haderslev har, traditionen tro, en masse man kan opleve i den søde juletid

Arkiv
pra

December banker unægtelig på og kalenderen viser lige om lidt december. Arkæologi Haderslev holder gang i julen fra den 22. november og helt frem til 23. december. Mandag-fredag kl.10-16 og i weekenden kl. 13-16 kan man gå i museumsnissernes fodspor, se hvad de har lavet af narrestreger og ikke mindst få en lille historie om julen og dens traditioner i gamle dage. En oplevelse, som mere end 600 forventningsglade børn skal deltage i. I udstillingerne er der juletræer pyntet som i 1870"erne og den 27. november er der ” Jul på museet” med gløgg, julemand og alt det andet julehygge.
I anledningen af julen flytter Arkæologi Haderslevs lille nissefamilie ind i museets udstillinger. I år begynder juleløjerne med nisserne den 22. november, hvor de første nisseglade børn skal på jagt efter de jule-hjælpsomme nisser. Museets nisser har man naturligvis aldrig set, men ud fra fodspor, som er fundet rundt på museet ude og inde, ser det ud til at en voksen nisse vejer ca. 300 g, før han har spist en stor portion risengrød, bruger str. 10 i sko, men allerhelst går med bare fødder.

50 kg mel, 2000 nelliker og 600 børn

Nisserne ønsker sig, akkurat som menneskene, i december nye ting og sager. Men de får ikke alt på en gang. Hver dag åbner museets ansatte sammen med tilmeldte børn og voksne en låge i den store julekalender. Gaven skal nisserne have ind på deres loft, der i julens anledning er flyttet ind på museet. Bagefter skal alle børn hjælpe nissemor Alma med at bage, men først skal de rundt på museet for finde kanelen for den, har nisserne nemlig taget.
Over 600 børn fra børnehaver og indskoling har meldt sig til arrangementet ”I nissernes fodspor”, som løber af stablen på museet mandag-fredag formiddage frem til 22. december. Ud over at finde nissefodspor og lave dej til brune kager med nelliker, ingefær og kanel, danser de om juletræet, leger de gamle julelege og til slut får de historien om, hvordan det alligevel blev en god jul for skomageren og hans nisse i Apotekergade i Haderslev for mere end 100 år siden.

Foto: Merete Essenbæk.

Julestue for hele familien

Første søndag i advent den 27. november skydes julen traditionen tro ind på museet. Mellem kl. 13-16 sælger købmanden friskmalet kaffe og bom fra den gamle butik i museets udstillinger. Tombolaen ruller og måske kan du vinde en julegave. Julen synges ind gospelkoret ” Joy of Sound” og fra boderne sælges der alt fra engle, nisser og gran til fuglehuse, smykker og gammeldags opvaskebørster. For børnene er der æbleskiver, julemand, en lille julekonkurrence og mulighed for at lave sin egen julekalender. Der er gratis adgang til arrangementet.
På museet holdes andre juletraditioner også i hævd. Det betyder, at den gamle Haderslevstue er pyntet op til jul a la 1870"erne. Grantræet er pyntet med lys, kræmmerhus og roser og gaverne til børnene er sat frem.

Nisser til salg

I museets butik bugner det med julerier og julegaver. Der er glaskugler i alverdens farver og faconer til juletræet. Der er bøger om julens mad, om nisser og julens sange og traditioner gennem tiderne og Selvfølgelig er der også nisser til enhver lejlighed. Der er bløde nisser, røde nisser, søde nisser, og så er der kravlenisser. Skal man finde en lidt anderledes julegave, har butikken et flot varieret udvalg af designer tørklæder og smykker i sølv og horn. Butikken og museet holder åben mandag-fredag kl. 10-16 frem til 23. december og i weekenden kl. 13-16./pra