Studieplaneten mangler frivillige
Studieplaneten i Køge går nye veje og efterlyser frivillige kræfter til ny studiecafé
Der findes børn og unge med et stort behov for ekstra støtte og hjælp til at lære at læse og udvikle sig fagligt, men samtidig viser erfaringerne, at det kan være en udfordring at få dem til i tilstrækkelig grad at benytte sig af frivillige tilbud om lektiehjælp.
Studieplaneten vil derfor gå nye veje i sit tilbud til børn og unge med behov for lektiehjælp, og projektet søger nu frivillige til en ny studiecafé i Hastrupparken i Køge.
Studieplaneten bliver skudt i gang fra januar 2017, og idéen er at organisere den frivillige lektiehjælp i et tæt samarbejde mellem Hastrupskolen, Dansk Flygtningehjælps Frivilliggruppe i Køge, Helhedsplanen, Den Fælles Indgang og Familieafdelingen.
”Studieplaneten er et frivilligt tilbud, men samtidig vil vi forpligte børnene og de unge ved at lade dem og forældrene skrive under på en aftale, der gør det klart for dem, at de har nogle forpligtelser. Samtidig vil vi i højere grad involvere forældrene og blandt andet tilbyde dem kurser i forældreintra. Desuden bliver der et løbende samarbejde med Hastrupskolen om vigtige fokusområder i lektiehjælpen – eksempelvis læsning, matematik eller hvad brugerne har behov for” forklarer Poul Erik Pedersen fra Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Køge, i en pressemeddelelse.
Lektiehjælp styrker elever
”I partnerskabet tror vi på, at det tværfaglige samarbejde og forældreinddragelsen kan være af afgørende betydning for at eleverne for forberedt sig til undervisningen, og derved har bedre muligheder for at udvikle sig fagligt og personligt,” siger Cirkeline Mølgaard, Pædagogisk leder fra Hastrupskolen.
Udgangspunktet for opstarten af det nye projekt er, at der både hos Hastrupskolen og hos Den fælles Indgang er et ønske om at styrke børn og unges mulighed for at få støtte og hjælp til de faglige forberedelser til skoledagen.
”I Den Fælles Indgang har vi erfaret, at der er behov for intensiv lektiehjælp i mange af de familier vi arbejder med” fortæller Natascha Jensen, socialrådgiver i Den Fælles Indgang og i Familiecenteret.
Erfaringen fra et mentorprojekt i Helhedsplanen (Unge mænd med mål) har også vist, at lektiehjælp og en fast faglig støtte samt et samarbejde med den unges uddannelsessted og Ungdommens Uddannelsesvejledning har haft en afgørende betydning for den unges fastholdelse i uddannelsessystemet.
Studieplaneten søger frivillige lektiehjælpere til Studieplaneten, der kommer til at have åbningstid hver onsdag kl. 15.30–17.30 i Kulturhuset i Hastrupparken fra begyndelsen af januar. Som frivillig er man med til at gøre en mærkbar forskel for børnene og de unge, der kommer i Studieplaneten. Alle uanset faglige kundskaber, alder, etnicitet og køn opfordres at kontakte Gina Schaar fra Dansk Flygtningehjælp på mail2gina@yahoo.com eller tlf: 30790525. Målgruppen for lektiehjælpen i Kulturhuset i Hastrupparken er elever fra folkeskolen i alderen fra 6 år til 15 år. Studieplaneten efterlyser dog også frivillige til unge over 15 år. logy