Lilholt vender tilbage til Nord-Als Festival
Nord-Als Festival har løftet sløret for de første navne til sommerens festival
Lars Lilholt Band, Big Fat Snake, Page Four, Thorbjørn Risager og Viggo Sommer.
Det er nogle af de navne, som publikum kan opleve på Nord-Als Musikfestival 2017.
Den 37. udgave af festivalen finder sted den 9.-10. juni, og det bliver altså med et gensyn med Lars Lilholt Band, der flere gange før har optrådt på scenen ved Nordborg Slot med folkeklassikere som Onkel Kristian, Cafe Måneskin og Kald det Kærlighed.
Big Fat Snake kigger også forbi festivalen, og mon ikke Anders Blichfeldt og co. byder på sange som “Bonsoir Madame”, “No Peace Like in Heaven” og “Someone Like You”.
Publikum kan også opleve Danmarks nye boyband, Page Four, der strøg direkte ind på iTunes' førsteplads med singlen Sommer. I løbet at få måneder opnåede sangen 6 millioner streams og mere end 2,2 millioner visninger på YouTube.
Med en gedigen blanding af De Nattergale-klassikere og sange fra egen skuffe er der lagt i ovnen til en rigtig god omgang underholdning, når Viggo Sommer og hans band “The Backhowlers” indtager scenen på Nord-Als Musikfestival.
Den danske bluesstjerne Thorbjørn Risager, der har to Danish Music Awards i bagagen, er også på programmet med bandet “The Black Tornado”.
Billetsalget begynder den 27. november på www.musikfestival.dk, hvor der løbende vil blive offentliggjort flere navne til sommerens festival.