Fortsæt til indhold

SF arbejder for en økologisk bondegård

Arkiv
Arkiv

Hans Holmer (SF)
Spidskandidat til byrådsvalget
Skovbogade 8, 6000 Kolding

Køerne skal malkes, så vi kan få smør og mælk. Hønsene skal passes, så vi kan få mange æg. Grisene skal fodres, så vi kan få dejligt kød. Kornet det skal høstes, så vi kan få mel og brød. Fårene skal klippes, så vi kan få trøje på. Traktoren skal smøres, så den ikke går i stå.

Måske kan I genkende teksten fra Povl Kjøllers 'Bondemanden'.
SF har til budgetforhandlingerne fået medtaget en budgetnote, hvor der undersøges, om kommunen via en fond - f.eks. i samarbejde med Glad-fonden - kan få sin egen socialøkonomisk-økologiske bondegård.

Tanken er, at det skal være i ren Morten Korch-stil, så man kan se, hvordan vores produkter kommer 'fra have til mave'.

Bondegården skal nemlig være åben, så børnehaver, dagplejere - ja, alle interesserede - kan se, hvordan en hverdag på en bondegård hænger sammen. Og de selvproducerede produkter skal selvfølgelig sælges i gårdbutikken.
En mulig samarbejdspartner kan være Landbomuseet i Kolding.

Der er selvfølgelig også noget alvor i denne romantiske forestilling om en socialøkonomisk bondegård.

For trods gode intentioner og et voksende økonomisk pres på kommunerne, er de redskaber, som jobcentrene har til rådighed til at hjælpe unge med handicap i arbejde, utilstrækkelige.

Det skyldes dels, at der reelt ikke eksisterer et arbejdsmarked for denne gruppe. Dels er det en gruppe, der hidtil ikke har været forventninger til om deltagelse på arbejdsmarkedet, og som ikke har adgang til kompetenceudvikling i det ordinære uddannelsessystem.

Indgangen til arbejdsmarkedet kræver en særlig indsats.
Derfor er vi også i SF rigtig glade for den politiske opbakning til vores forslag, så vi kan vise omverdenen, at 'hver gang bondemanden vil ta' et lille hvil, er der tusind ting at gøre'.