Mette Frederiksen besøgte Rosengården
Socialdemokratiets formand besøgte Vejle og var sammen med borgmes-terkandidat Søren Peschardt på plejehjem
I sidste uge besøgte Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, Vejle for i selskab med den socialdemokratiske borgmesterkandidat Søren Peschardt at høre mere om de udfordringer, der er forbundet med den dokumentation, som personalet på landets plejecentre skal lave.
Mette Frederiksen og Søren Peschardt besøgte Plejecenter Rosengården i Vinding, hvor centerleder Kirsten Suhr fortalte om noget af den overflødige registrering, der bliver foretaget.
Hun fortalte blandt andet, at når personalet skal kontakte en beboers læge, så skal personalet have beboerens samtykke. Det giver god mening, men personalet skal samtidig registrere, at det har fået beboerens accept. Når personalet så har talt med lægen, skal beboeren selvfølgelig have besked om, hvad lægen sagde, men det skal samtidig registreres, at personalet har givet beboeren besked.
“Det er en lille dum ting og et eksempel på dokumentation for dokumentationens skyld,” sagde Kirsten Suhr til Lokalavisen.
Når personalet skal ind til computeren for at skrive noget ned, så er personalet ikke ved beboerne, forklarede Kirsten Suhr, der dog mener, at meget af dokumentationen er vigtig.
Mette Frederiksen var glad for at høre eksemplerne og fortalte, at partiet arbejder på et nyt udspil. Men det var ikke kun for høre om udfordringer med dokumentation, at Mette Frederiksen var i Vejle.
Kommunalvalg
“I dag er der et år til kommunalvalget, og der skulle vi jo gerne have valgt en ny borgmester,” sagde partiformanden og sendte et blik til Søren Peschardt, der ledsagede Mette Frederiksen under besøget på Plejecenter Rosengården.
“Jeg tror, han har rigtig gode muligheder for at blive valgt, og vi vil i partiet gøre ekstra meget for, at det sker, fordi Vejle er en by, vi prioriterer højt,” sagde Mette Frederiksen og forklarede den ekstra opmærksomhed med, at dels er Vejle en kommune med en vis størrelse, men hun mener også, at meget af væksten i landet kommer herfra.
“Og så ligger vi centralt i landet og har som kommune vist, at vi forstår at sætte tæring efter næring,” sagde Søren Peschardt som yderligere forklaring på, hvorfor man helt op i partitoppen holder øje med Vejle.
Søren Peschardt lagde ikke skjul på, at det styrker hans position, når formanden kommer på besøg.
“Politik handler om gode relationer,” som han sagde.
På spørgsmålet om, hvorvidt det ikke også kan være intimiderende at vide, at der bliver holdt øje med ham, lød svaret:
“Nej. Det skærper mig bare yderligere.”
På Plejecenter Rosengården er Mette Frederiksen og Søren Peschardt nået til Helga og Svend Erik Hansens bolig.
Indenfor kører fjernsynet og strikketøjet ligger på sofabordet.
De to beboere er meget glade for at bo her, fortæller de, men de mærker også, at personalet har travlt.
“De er så venlige, men de har for meget at lave.”
Der er valg til byrådet og regionsrådet den 21. november 2017.