Børnene strømmer til
750 elever fra skoler i Haderslev Kommune er tilmeldt ”SMUK Jul med børnekor”. Ved hele tre julekoncerter sørger SMUK for musikken, eleverne for sangen og multimusikeren Jakob Høgsbro for, at alt går op i en højere enhed
Blot 48 timer efter, der var blevet åbnet op for tilmeldingen til koncertprojektet ”SMUK Jul med børnekor”, var der blevet tilmeldt 600 elever. Den enorme interesse betyder, at der bliver lavet tre julekoncerter med børnekor på Harmonien frem for to, oplyser multimusikeren Jakob Høgsbro, der i samarbejde med SMUK står bag arrangementet.
"600 børn det er helt vildt mange børn og for mange til to koncerter, derfor besluttede vi at lave tre. Og nu er vi faktisk oppe på 750 børn," siger Jakob Høgsbro.
Med i alt 750 børnestemmer, 16 musikere og en topengageret Jakob Høgsbro i spidsen for det hele bliver julekoncerterne i Harmonien den 6., 7. og 8. december uden tvivl fyldt med liv, fine stunder og den glæde, der hører julehøjtiden til. Det er elever fra 3. og 4. klasse fra skolerne i Haderslev Kommune, der sammen har en dag, hvor julemusikken og fællesskabet er i centrum.
Eleverne bliver delt op på tre hold, der hver især arbejder sammen og øver om dagen for så at give koncert om aftenen.
Sidste jul gæstede Jakob Høgsbro ligeledes Haderslev for i selskab med skoleelever at sprede julestemning i domkirkebyen, og han ser frem til at vende tilbage.
"Jeg glæder mig. Det bliver hyggeligt. Orkesteret er hyggeligt at være sammen med, og det er sjovt at arbejde sammen med børnene, men det bliver også nogle intense dage," siger han og tilføjer:
"Repertoiret i år er lidt anderledes, så koncerterne bliver lidt anderledes end sidst. Men nu kender orkesteret og jeg hinanden, så det bliver endnu større og sjovere."
Ifølge ham ved eleverne nu også i højere grad, hvad de går ind til. Dels er der elever med i år, som også var med sidste år, dels er den gode oplevelse fra sidst blevet overleveret til søskende og kammerater i skolegården. Og selv om eleverne kun bruger en enkelt dag på at øve koncerten, så rykker de sig, mener Jakob Høgsbro.
"Der er to ting, jeg især lægger vægt på. Jeg behandler eleverne med meget stor respekt, og så er jeg meget tydelig omkring, hvad jeg ønsker at få frem. Det giver et meget frugtbart miljø, hvor der er gensidigt respekt, og hvor vi arbejder sammen, siger Jakob Høgsbro og forklarer, at formiddagen er fyldt med næsten magiske øjeblikke, hvor over 200 barnestemmer bliver til én. Og at der naturligvis også er øjeblikke undervejs, hvor eleverne mister koncentrationen. Det sker dog ikke til selve koncerten," lover Jakob Høgsbro.
"Koncerten bliver smadderhyggelig og fyldt med energi og den helt rigtige julestemning," siger han.
Til de tre koncerter, der alle begynder klokken 19.00, kan publikum opleve en julefortælling af Rune T. Kidde tilsat musik, toner fra filmkomponisten John Williams og meget mere. Koncerterne varer en time og billetter kan købes via SMUKs eller Haderslev Kommunes hjemmeside.
/pra