Fortsæt til indhold

90 pct. af passagererne tilfredse med Sydtrafik

En del er dog utilfredse med koordinering mellem bus og tog

Arkiv
Arkiv

Gode ruter, busser til tiden og venlige chauffører er vigtigst for tilfredse passagerer. Det leverer trafikselskabet Sydtrafik ifølge en analyse blandt passagererne lavet af analysebureauet Wilke for Sydtrafik.

Generelt er passagererne godt tilfredse med Sydtrafik. 90 procent svarer nemlig, at de er tilfredse eller meget tilfredse, og det passer godt til det politiske mål.

”Vi har som ambition at stige med en procent om året på den generelle tilfredshed, og det glæder mig, at vi stiger igen i år,” udtaler bestyrelsesformand Jesper Frost Rasmussen i en pressemeddelelse fra Sydtrafik.

Chaufførens kundeservice scorer højest i undersøgelsen:

”Chaufførerne er vores første skanse, og når de optræder venligt over for passagererne, smitter det af på den samlede oplevelse,” siger Lars Berg, direktør for Sydtrafik.

Bedre koordinering på vej

Koordineringen mellem busserne og mellem bus og tog optager en del af de utilfredse passagerer. Men Sydtrafik har en løsning på vej:

”Fra det nye år får chaufførerne besked på tabletten ved rattet, hvis de skal afvente en forsinket bus eller tog. Det vil forbedre koordineringen og forbindelserne markant,” lover Lars Berg. jesl