Sønderborg er årets ungdomskommune
Dansk Ungdoms Fællesråd kårer Sønderborg til årets ungdomskommune
Et stort fokus på de unge og en alsidig ungdomspolitik, der formår at skabe et solidt grundlag for et godt ungdomsliv, har sikret Sønderborg Kommune prisen som Årets Ungdomskommune fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).
Et enigt dommerpanel står bag kåringen.
"Sønderborg Kommune udnytter på fornemste vis, at de er en grænseby i grænseegnen. De løfter og bruger aktivt, at de har mange udlændinge. De nytænker globaliseringens udfordringer og kommer med løsninger til, hvordan globaliseringen kan bruges positivt," hedder det blandt andet i begrundelse.
Reel indflydelse
Dommerne har ydermere lagt vægt på, at kommunen formår at løfte på alle parametre: De sikrer en stærk deltagelse, har et rigt og inddragende fritidsliv, løser udkantproblematikken fornuftigt ved at tilbyde gratis transport fra oplandet, og så formår Sønderborg Kommune at give alle unge en stemme. Det gælder både handicappede unge, udsatte unge og helt almindelige unge.
Sønderborg Kommunen har taget et aktivt valg om at prioritere at give de unge reel indflydelse. Dette gør de blandt andet med 1 million kroner til uddeling fra elevrådet/ungdomsrådet.
Vil være endnu bedre
"For os har det topprioritet, at unge mennesker skal have lyst til at bo, arbejde og studere i Sønderborg Kommune. Derfor inddrager vi også de unge i mange af de beslutninger, der har med deres hverdag at gøre – for det er dem, der bedst ved, hvad der skal til for at være en attraktiv kommune at være ung i," siger Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Jeg er helt utrolig glad og stolt over, at Sønderborg Kommune er valgt af DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd, som Årets Ungdomskommune 2017 – det er en pris, som betyder rigtig meget for hele Sønderborg. Og jeg kan godt love, at vi bestemt ikke kommer til at hvile på laurbærrene – vi har mange planer i de kommende år for, hvordan vi kan blive en endnu bedre ungdomskommune."
Pris i det nye år
"På vegne af hele dommerpanelet vil jeg gerne ønske Sønderborg Kommune stort tillykke. I DUF sætter vi stor pris på, at ungepolitik prioriteres, og vi håber og glæder os til at se og følge endnu flere spændende unge-initiativer i Sønderborg såvel som i landets mange andre kommuner," siger Kasper Sand Kjær, formand i DUF.
Prisen som "Årets Ungdomskommune 2017" overrækkes i starten af det nye år.
Andenpladsen går til Norddjurs Kommune, som hædres for en særlig indsats for at fastholde, løfte og holde fremtidens unge på sporet. Tredjepladsen går til Aabenraa, som fremhæves for kommunens store arbejde med at blive en studieby uden for de store byer.