Fortsæt til indhold

Ny direktør i FCR

Fodboldklubben udvider sin ledelse, forklarer formand

Arkiv
Arkiv

Fra nytår har FC Roskilde ansat Dennis Poulsen som ny administrerende direktør. Han er opvokset og bor i byen, hvor han som aktiv blandt andet spillede for Roskilde KFUM. FCR, der nu tilbringer vinterpausen på en flot tredjeplads i 1. division, vil hermed styrke sin organisation for at være bedre rustet til at klare sig i toppen af dansk fodbold. Dennis Poulsen afløser Claus Grønborg, der har bestridt posten på deltid det sidste år, men som fortsat bliver tilknyttet FCR, blandt andet som medlem af bestyrelsen. Dennis Poulsen skal især tage sig af de kommercielle og administrative opgaver. Senest har han været i spidsen for Lyngby Boldklub som direktør i to år, mens denne klub fik gode resultater og rykkede op i Superligaen. - Vi er utroligt glade for, at Dennis har valgt at være med på en rejse med FC Roskilde og ser det som en stor tillidserklæring til vores projekt, siger klubbens formand og hovedaktionær Bo Tue Knudsen. - Han kommer til at indgå på fuld tid i styringen af klubben sammen med mig, Claus Grønborg og den øvrige sportslige ledelse.