Kronprinsen og solen indviede sygehuset
Efter seks års hårdt arbejde blev det endelig forløsningens dag på Kolding Sygehus
e De kunne ikke have ønsket sig det bedre, ledelsen og personalet på Kolding Sygehus, da de torsdag formiddag var klar til at indvie og præsentere det nye akutsygehus efter milliardbyggeriet er færdiggjort. Ned på den markante hovedindgang skinnede solen, og strålerne fortsatte ned igennem ovenlys-vinduerne i det nye indgangsparti, hvis hovedformål er, at patienterne skal føle sig velkomne og trygge, når de arriverer sygehuset.
Derfor kunne de ikke have forestillet sig en bedre mulighed for at præsentere det hårde arbejde, der er lagt i de sidste seks år, siden byggeriet startede, for pressen, sundheds- og ældreministeren og ikke mindst Kronprinsen, som var indbudt til at klippe snoren til den officielle indvielse.
En milepæl for Danmark
Den hårde proces, som både ansatte og patienter på sygehuset har været igennem under byggeriet, blev også bemærket af talerne, der startede med regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V).
“Jeg ved, at ansatte, patienter og pårørende har mærket til, at Kolding Sygehus siden det første spadestik blev taget i 2010, har været igennem en stor byggeproces hen mod det flotte resultat, som vi indvier i dag. Man kan ikke bygge til eller bygge om, uden det kan mærkes. Det støjer og støver og sviner. Men i dag kan vi heldigvis glæde os over, hvad det nye sygehus giver de syddanske borgere,” bemærkede Stephanie Lose fra talerstolen og hæftede sig ved, at særligt trygheden er en stor del af tankerne og designet bag det nye sygehus.
Herefter gratulerede sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) både Kolding og hele Trekantområdet med det nye sygehus, som også markerer, at det er det første store somatiske sygehusbyggeri i Danmark under Kvalitetsfonden, som tilskuddet til sygehusbyggeriet fra staten hedder. Koldings nye sygehus markerer således en milepæl for, hvor det danske sundhedsvæsen er på vej hen, ministeren.
“Vi fejrer i dag et stort og et vigtigt skridt hen imod fremtidens sygehusvæsen, og den vision for Danmark som vi formulerede for snart 10 år siden. En vision om at skabe et stærkt akutberedskab hvor den rette ekspertise, de rette rammer og den rette behandling skulle være til stede, når der er brug for det, uanset hvor man bor i landet,” konstaterede Sophie Løhde.
Magnus sørgede for saksen
Sygehuset blev officielt indviet, da Kronprins Frederik fik overrakt saksen til at klippe den røde snor af syv-årige Magnus Thorgaard Holm fra Hejls. Som knap fire-årig fik Magnus konstateret en tumor i hjernen og lymfekræft i hele kroppen. I dag er han heldigvis helt rask og kunne dermed sørge for, at Kronprinsen officielt kunne indvie det nye Kolding Sygehus
Sygehuset er et af 16 Kvalitetsfondsbyggerier i Danmark. Kvalitetsfonden blev etableret som led i regeringens kvalitetsreform fra 2007. Byggeriet har kostet omkring en milliard kroner, og Kolding Sygehus breder sig nu over cirka 110.000 kvadratmeter og beskæftiger omkring 2000 ansatte. I 2007 havde sygehuset cirka 110.000 ambulante besøg. Det tal forventes at være steget til 250.000 i 2020.