De unge har overtaget Halmhuset
Halmhuset skal være et eksperimentarium for de unges ideer
Bæredygtighed, innovation og nye læringsaktiviteter stod øverst på dagsordenen, da ungdomsskolen UngNord holdt officiel åbning af det bæredygtige Halmhus på Østre Plads.
Det skete med åbningstale af børn- og ungerådmand, Susanne Crawley Larsen, 24. november.
Med åbningen af Halmhuset sættes der spot på bæredygtig udvikling og de unges innovative ideer, når der skal findes løsninger på de fremtidige klima- og miljøudfordringer både lokalt og globalt.
Vigtigere end nogensinde
”Det er jo ingen hemmelighed, at vi i dag står over for en lang række klima- og miljøudfordringer. Derfor er det så vigtigt, at vi får sat bæredygtig udvikling øverst på dagsordenen, og at vores børn og unge som verdensborgere bliver rustet til at forstå og arbejde med bæredygtighed, så vi kan tage et fælles ansvar for de fremtidige klima- og miljøudfordringer. Det er vigtigere nu end nogensinde før at blive klar over, at bæredygtighed og vækst ikke behøver at være hinandens modsætning,” lyder det fra børn- og ungerådmand, Susanne Crawley Larsen (R), i en pressemeddelelse.
Konkret bæredygtighed
Hos UngNord har man det som en særlig prioritet at fundere læringsaktiviteter på et princip om virkelighedsnær læring.
Ungdomsskolen har gode erfaringer med, at det skærper de unges interesse og motiverer deres lyst til læring.
“Det skal være stedet, hvor vi omsætter bæredygtighedsbegrebet til noget konkret, virkelighedsnært og brugbart. Det skal være et eksperimentarium, der tager afsæt i de unges egne initiativer og projekter omkring bæredygtighed,” udtaler Erik Rasmussen, leder af ungdomsskolen, UngNord.
Halmhuset er et oplagt læringsmiljø, da det i sig selv udgør et evighedsprojekt i bæredygtighed. Huset vil løbende skulle vedligeholdes og optimeres med nye funktioner som for eksempel et kompostanlæg eller et drivhus. Pointen er, at de unge også her vil blive inddraget i arbejdet som en del af deres læring.